Trump-tilhænger modtager trusler: - Det gør mig vred

Jørgen Boassen, der i januar var en del af Donald Trump Jr.'s besøg i Grønland, har modtaget en dødstrussel via messenger, fortæller han til Sermitsiaq.

Jørgen Boassen
Offentliggjort

I et lille samfund kan politiske holdninger og handlinger skabe stærke følelser – og i visse tilfælde føre til trusler.

Det har Jørgen Boassen oplevet på egen krop. 

Boassen har den seneste tid været genstand for stor opmærksomhed og debat, da han i januar var en del af Donald Trump Jr.'s besøg i Grønland, og nu har han modtaget en en dødstrussel, siger han.

Han fortæller til Sermitsiaq, at han har modtaget en besked via Messenger med ordene: "Nalunngiliuk toqutaalerlutit?" – på dansk: "Ved du, at du snart bliver myrdet?"

Sermitsiaq har set beskeden.

- Det gør mig vred

Jørgen Boassen overvejer at anmelde truslen til politiet og fortæller, at han allerede har været i dialog med dem.  

Han forklarer, at han har fået flere trusler på grund af sit samarbejde med USA og sin støtte til Trump:

- Jeg får trusler, fordi jeg samarbejder med USA og støtter Trump. Nogle tror, at jeg sælger vores land, men det gør jeg ikke, siger han.

- Gør det dig bange?

- Nej, hvis jeg var en anden, kunne jeg måske være bange, men det gør mig vred. Jeg får også andre trusler, men det giver mig bare styrken til at fortsætte mit arbejde.

Powered by Labrador CMS