Trump om Grønland: Danmark skal nok gå med til det
Kort efter at have indtaget Det Hvide Hus blev præsident Donald Trump spurgt ind til Grønland. Han sagde, at Danmark nok skal "gå med til det."
Kort efter sin indsættelse tog Donald Trump plads i Det Ovale Værelse for at underskrive en række dekreter.
Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Det var ventet med spænding, om Donald Trump ville nævne Grønland i sin indsættelsestale mandag eftermiddag. Det skete ikke.
Præsidenten nævnte som ved flere tidligere lejligheder sin ambition om at overtage Panama-kanalen, men han gik ikke videre til Grønland. Han sagde dog, at USA vil udvide sine territorier.
Da Donald Trump senere på mandagen tog plads i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus, blev han spurgt ind til Grønland, og her sagde han, at Danmark nok skal "gå med til det":
- Grønland er et fantastisk sted, og vi har brug for det for at sikre international sikkerhed.
- Jeg er sikker på, at Danmark nok skal gå med til det, sagde Trump, da han blev spurgt ind til emnet af en journalist.
Udtalelsen kommer efter en række udmeldinger fra præsidenten, hvor han blandt andet har sagt, at kontrol og ejerskab over Grønland er altafgørende for USA.
- Befolkningen er ikke glade for Danmark
Mandag sagde Trump videre, at Grønland koster Danmark mange penge:
- Det koster dem mange penge at have det og beholde det, lød det fra Trump.
Derefter sagde han videre, at den grønlandske befolkning ikke er tilfredse med Danmark:
- Befolkningen i Grønland er ikke glade for Danmark, som I ved. Jeg tror de er glade for os, sagde Trump og forsatte:
- Min søn og repræsentanter tog derop for et par uger siden, og de kan godt lide os. Så vi må se, hvad der sker.
Donald Trump understregede herefter, at Grønland er vigtig for international sikkerhed, og den nuværende situation ikke er tilfredsstillende:
- Grønland er ikke kun vigtig for os men for den internationale sikkerhed. Der er russiske skibe over det hele, kinesiske skibe over det hele, krigsskibe, og de kan ikke opretholde det.