UDLAND

Trump kritiserer angreb i Rusland med langtrækkende missiler

Det eskalerer krigen at lade Ukraine angribe mål i Rusland med langtrækkende missiler, mener Donald Trump.

USA's kommende præsident er torsdag blevet kåret som Årets Person af Time Magazine. I et stort interview med magasinet kritiserer han den nuværende præsident i USA, Joe Biden, for at give Ukraine lov til at bruge langtrækkende missiler til angreb i Rusland.
Offentliggjort

USA skulle ikke have givet Ukraine lov til at angribe mål i Rusland med langtrækkende missiler.

Det mener USA's kommende præsident, Donald Trump.

Han kritiserer torsdag beslutningen i et stort interview med Time Magazine, i anledning af at magasinet har kåret ham som Årets Person.

Det var i november, at Ukraine for første gang brugte langtrækkende missiler produceret i USA til at angribe mål i Rusland.

- Det er skørt, det der finder sted. Det er skørt. Jeg er meget imod at sende missiler flere hundrede kilometer ind i Rusland. Hvorfor gør vi det? Vi eskalerer krigen og gør den værre. Der skulle ikke være givet tilladelse til at gøre det, siger Trump.

Beslutningen fra den nuværende præsident, Joe Biden, kom, efter at Nordkorea havde sendt soldater til fronten i Rusland.

Ukraine har længe efterspurgt at få lov til at bruge langtrækkende missiler til at angribe inde i Rusland, frem for kun at kunne angribe russiske mål i Ukraine.

Flere anonyme embedsfolk har sagt til nyhedsbureauet Reuters, at beslutningen også hang sammen med Donald Trumps valgsejr i begyndelsen af november.

Trump har tidligere kritiseret USA's omfattende støtte til Ukraine.

Med tilladelsen til at bruge de langtrækkende missiler, vil Ukraine stå stærkere over for Rusland, i tilfælde af at Trump skærer i støtten, lød det.

I interviewet med Time Magazine bliver Donald Trump spurgt, om han vil opgive Ukraine.

Til det svarer Trump, at han vil have en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.

Han siger videre, at krigen aldrig var begyndt, hvis han havde været præsident i stedet for Joe Biden.

Trump afviser at gå i detaljer om sine planer for fred i Ukraine. Herunder om han vil indstille den økonomiske og militære støtte til Ukraine, hvis landet afviser en fredsaftale.

Donald Trump var mellem 2017 og 2021 præsident for USA. Han tabte valget i 2020 til Joe Biden, men blev genvalgt i år den 5. november.

Han bliver indsat den 20. januar.

Powered by Labrador CMS