Trump i ny udtalelse: – Vi er nødt til at have Grønland
Natten til torsdag gentager USA's præsident, at landet har brug for Grønland på grund af "sikkerhed".
USA's præsident, Donald Trump, taler med journalister om bord på Air Force One på vej tilbage til Washington D.C. fra Florida.
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump, gentager natten til torsdag, at USA har brug for Grønland "af hensyn til sikkerheden".
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på natten deltog præsidenten i en konference i Miami i delstaten Florida. På vej tilbage til Washington D.C. udtalte han sig om en lang række emner om bord på Air Force One.
DR.dk bringer et tv-klip fra Air Force One, hvor bemærkningerne falder, og her siger Trump:
- Vi har brug for Grønland på grund af national sikkerhed og international sikkerhed. Vi har nødt til at gøre noget med Grønland. Vi er nødt til at beskytte Grønland, men vi har brug for Grønland på grund af national sikkerhed og måske endnu vigtigere på grund af international sikkerhed.
- Vi er nødt til at have Grønland
Herefter får Trump et opfølgende spørgsmål om Grønland, hvortil han gentager, at USA har behov for Grønland:
- Vi er nødt til have Grønland af hensyn på grund af det nationale sikkerhedsbillede. Endda endnu mere nu end for 20-30 år siden, hvor man også talte om Grønland.
- De plejede at tale om Grønland for år tilbage, men nu er det endnu mere med moderne våben, fly, hastigheden på fly og alle de ting, så vi er nødt til at have Grønland.
Forholdet mellem Danmark og USA har efter Trumps tiltrædelse været stormomsust, efter at Trump har udtrykt ønske om ejerskab over Grønland, ligesom at meldingerne har vakt betydelig opsigt i Grønland.
Spørgsmålet om ejerskabet over Grønland blev brandvarmt, da han i december luftede sine tanker om ejerskab og kontrol over Grønland i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Siden har han ved flere lejligheder udtrykt ønske om at tage ejerskab over øen.
- Jeg tror, at vi kommer til at få det, sagde præsident i slutningen af januar i et interview med CNN.
Den 10. februar stod præsidenten i et interview med journalister om bord på Air Force One fast på, at USA skal udvides med Grønland, Canada og senest også Gazastriben.
Brede rammer i eksisterende aftale
Præsidentens ønske om kontrol over Grønland er blevet afvist af både formanden for Naalakkersuisut , Múte B. Egede (IA), og statsminister Mette Frederiksen.
Donald Trump talte i første omgang om at købe Grønland tilbage i 2019. Det var under hans første periode som præsident.
Hvad angår USA's tilstedeværelse i Grønland, har USA allerede ret brede rammer som følge af forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA.
Aftalen betyder, at USA i regi af Nato skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang over alt i Grønland.
USA er i øjeblikket til stede på Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen. Her må USA udvide tilstedeværelsen uden at spørge Danmark eller Grønland.
I slutningen af januar afviste Mette Frederiksen, at Grønland eller Danmark efter Trumps udtalelser risikerer en amerikansk invasion.
/ritzau/