Trump bakker op om fredsbevarende europæiske soldater i Ukraine
Trump ser gerne, at der sendes fredsbevarende styrker til Ukraine fra Europa som en del af en fredsaftale.
- Jeg er meget skuffet, og jeg hører, at de er utilfredse over ikke at have fået en plads, siger Trump.
Foto: Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Donald Trump, bakker op om ideen med at sende europæiske fredsbevarende soldater til Ukraine, hvis der kan indgås en aftale med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine.
Det siger præsidenten tirsdag aften på et pressemøde i hans hjem, Mar-a-Lago, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Hvis de (de europæiske lande, red.) vil gøre det, er det fantastisk. Jeg er helt med på det, siger han.
Han tilføjer, at han ikke mener, at det er nødvendigt at sende amerikanske styrker til Ukraine, "fordi vi er meget langt væk". USA har tidligere afvist at sende soldater til landet.
Blandt fortalerne i Europa er Storbritannien. Her har premierminister Keir Starmer meldt sig klar til at sende fredsbevarende styrker.
Frankrig har tidligere talt positivt om muligheden, og Natos nyeste medlem, Sverige, har for nylig erklæret sig åben over for det.
Omvendt har lande som Danmark og Tyskland sagt, at det er for tidligt at tale om fredsbevarende styrker.
Soldaterne skal hjælpe Ukraine med at opretholde fred i landet, efter der eventuelt er indgået en fredsaftale med Rusland.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, kaldte det tirsdag helt uacceptabelt, hvis der bliver sendt soldater fra Nato-lande til Ukraine.
Ordene faldt, efter et møde mellem en russisk og amerikansk delegation i Saudi-Arabien. Her diskuterede de to lande, hvordan der kan gøres en ende på krigen i Ukraine.
På pressemødet i Mar-a-Lago tirsdag aften, lyder det desuden fra Trump, han føler sig "meget mere sikker" på, at der vil blive indgået en fredsaftale, efter at samtalerne er begyndt i Saudi-Arabien.
- De (samtalerne, red.) var meget gode. Rusland ønsker at gøre noget, siger han ifølge AFP.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kritiseret, at Ukraine ikke er blevet inviteret til samtalerne i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.
- Jeg er meget skuffet, og jeg hører, at de er utilfredse over ikke at have fået en plads, siger Trump.
- I har været der i tre år. I skulle aldrig have startet det. I kunne selv have indgået en aftale, siger Trump om udmeldinger fra Zelenskyj.
/ritzau/