Troels Lund Poulsen skal til Grønland for at drøfte forsvarsaftale
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) skal tirsdag til Grønland for at mødes med Grønlands minister for udenrigsanliggender i Nuuk.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tager til Nuuk tirsdag for at mødes med Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
De skal blandt andet drøfte, hvor langt man er kommet med en forsvarsaftale fra 2021, der går under navnet "Arktis Kapacitetspakke".
I aftalen blev der afsat 1,5 milliarder kroner til blandt andet langtrækkende arktiske droner og radarstationer.
Men i starten af 2025 - fire år efter aftalen - var en række dele af den endnu ikke blevet til virkelighed. Det beskrev både DR og Weekendavisen.
Troels Lund Poulsen erkendte i den forbindelse, at der var "gjort for lidt gennem skiftende regeringer".
Aftalen indeholder en række elementer, der skal styrke Forsvarets evne til militært at overvåge og støtte civile operationer såsom redningsoperationer.
Den blev indgået, på et tidspunkt hvor Arktis var begyndt at blive en stadig vigtigere geografisk brik i et sikkerheds- og forsvarspolitisk spil mellem stormagter som USA, Kina og Rusland.
Den stigende geopolitiske interesse i Arktis øgede behovet for at kunne følge med i aktiviteterne i regionen, mente partierne bag aftalen fra 2021.
Onsdag går ministerens tur videre til Station Nord, som er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland. Den bruges af Sirius-patruljen.
Denne del af turen sker i selskab med kong Frederik.
Sirius-patruljen gennemfører overvågning og varetager politimyndigheden i det ubeboede Nordøstgrønland.
Grønland-besøget finder sted efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.
Så sent som torsdag gentog den amerikanske præsident, Donald Trump, at Grønland er vigtig for international sikkerhed.