Troels Lund advarer mod tvivl om Vestens støtte til Ukraine

Det underminerer kampen mod Rusland, hvis man sår tvivl om støtten til Ukraine, siger Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen ser ikke positivt på snakke om fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) advarer mod at så tvivl om Vestens fremtidige støtte til Ukraines kamp mod Rusland.

Det er "uforståeligt" og et "helt forkert" politisk signal, siger han til Berlingske.

Udtalelsen kommer, efter at de borgerlige politikere Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti og Martin Henriksen fra Nye Borgerlige har talt om, at støtten vil have en udløbsdato eller helt bør stoppes.

Ligeledes har den tidligere danske topdiplomat Michael Zilmer-Johns i flere aviser vurderet, at Ukraine ikke kan vinde krigen, og at fredsforhandlinger vil blive nødvendige.

Støtte er udfordret

Men den form for retorik tjener de forkerte interesser, mener forsvarsministeren.

- Hvis vi begynder at tale om, at støtten nok stopper lige om lidt, så er vi med til – synes jeg – at devaluere vores egen indsats og dermed også at bringe det langsigtede perspektiv i fare, siger Troels Lund Poulsen til avisen.

Siden Rusland invaderede Ukraine, har støtten til det militære forsvar været overvældende.

Men i den seneste tid er den begyndt at blive udfordret.

I USA er støtten blevet en indenrigspolitisk konflikt. Her vil republikanerne have strengere immigrationskontrol ved grænsen til Mexico, hvis yderligere milliardstøtte til Ukraine skal fortsætte.

- Ikke kønt

Det har Troels Lund Poulsen også noteret sig, siger han til Berlingske.

Det er "ikke kønt", at man har taget hjælpen til Ukraine som gidsel i et politisk spil.

Og udfordringerne kan blive endnu større, når der er præsidentvalg i efteråret 2024, bemærker han.

Her ser det ud til, at valget kan stå mellem Joe Biden og Donald Trump. Hvis sidstnævnte skulle gå hen og vinde valget, kan amerikansk støtte til Ukraine hurtigt se anderledes ud.

Troels Lund Poulsen tror stadig, at USA vil hjælpe Ukraine.

Men der bliver lagt mærke til den amerikanske retorik i Europa, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS