Skattereform
Trecifret millionbeløb kan være på vej til borgerne
Ved nærmere gennemgang af Inatsisartuts kommende forårssamling kunne man foranlediges til at mene, at der er passivitet i forhold til de mange borgere, der er i økonomisk klemme. Men Sermitsiaq har været på jagt efter, hvor langt den bebudede skattereform er nået. Pålidelige kilder fortæller, at der kan være en meget stor pose penge på vej til borgerne.
Inflationen gør ondt hos mange borgere i landet. Pengepungen tømmes meget hurtigt af faste udgifter, og de resterende midler skal gerne holde frem til næste lønningsdag. Den siddende koalition har givet hinanden håndslag på at komme befolkningen til undsætning, blandt andet igennem en skattereform.
Leiff Josefsen (Asseq toqqorsivimmit / Arkivfoto
Hjemlige skattepolitiske tiltag fra Naalakkersuisut er ikke at se på Inatsisartuts dagsorden til forårssamlingen 2024. Dette til trods for, at koalitionen sammen med dele af oppositionen har gang i forhandlinger om en skattereform, der skal være med til at give et økonomisk løft til borgerne, der mere end nogensinde oplever konsekvenserne af de globale kriser med krige og klimaændringer.
Sermitsiaq har sat sig for at finde ud af, hvorfor der ikke er konkrete forslag til forårssamlingen om tiltag for netop at gøre dagligdagen lettere for borgerne.
Baggrunden for det er, at der stadig er forhandlinger i gang imellem partierne i Inatsisartut dog uden Naleraq, der har valgt at gå fra forhandlingerne.
Trecifret millionbeløb kan være på vej
Men Sermitsiaq har igennem kilder meget tæt på forløbet fundet ud af, at der er store tiltag på vej, og at det er hensigten, at mere end 300 millioner kroner skal omdirigeres igennem skattereformen ud til borgerne.
Så vidt vi erfarer, er der tale om forhøjelse af personfradrag samt beskæftigelsesfradraget og ikke en decideret skattenedsættelse, angiveligt fordi der satses på, at det skal være lav- og mellemindkomstgrupperne, der skal tilgodeses.
Afgiftstrukturen ses efter med tættekam
Ud over forhøjelse af personfradrag samt beskæftigelsesfradraget erfarer Sermitsiaq, at man er igang med at se på den - for mange - meget uoverskuelige afgiftsstruktur.
Naalakkersuisut kan til enhver tid fremsætte forslag til ændring af afgifter, så mens man med tættekam er ved at se på, hvordan afgiftsstukturen kan ændres, kan Naalakkersuisut godt finde på at fremsætte forslag under forårssamlingen, hvis det altså er i overensstemmelse med partiforhandlingernes resultat.
Med hensyn til regulering af afgifter, er Demokraatits Nivi Olsen kommet med et forslag til ændring af Inatsisartutlov om indførselsafgifter, således at indførselsafgiften for Parfumer, Kosmetik og Toiletmidler (afgiftsgruppe 090) bliver fjernet.
Som bekendt er Inuit Ataqatigiit, Siumut, Demokraatit og Atassut i forhandling om skattereformen, så mon ikke Nivi Olsens forslag flugter med afgiftssiden af forhandlingerne.
Ifølge vores fortrolige kilder kan der også være tale om nedsættelse af afgifterne på kulsyreholdige mineralvand (sodavand) og fyrværkeri. Men igen, forhandlingerne er stadig igang.
Ifølge Sermitsiaqs kilder arbejdes der også på at gøre skatte- og afgiftslovgivningen mere overskuelig.