Tre ildsjæle tildeles pris

Tre dedikerede frivillige er hædret med Ildsjæleprisen for deres indsats inden for selvmordsforebyggelse. Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, overrakte priserne ved Qamani 2024-konferencen, som netop i år har fokus på forebyggelse af selvmord.

Offentliggjort

Prismodtagerne, Lars Møller, Hans-Henrik Nielsen og Nuka Aqissiaq Semsen, blev rost for deres engagement og medfølelse, som har gjort en stor forskel for mange mennesker i Grønland.

Formanden for Naalakkersuisut, Mùte B. Egede overrakte prisen til de tre ildsjæle:

-  Kære Lars Møller, Hans-Henrik Nielsen samt Nuka Aqissiaq Semsen. I er hver især en inspirationskilde. I repræsenterer det bedste i vores samfund og viser, hvordan man som frivillig kan skabe varige forandringer.

- Gennem jeres dedikation og medfølelse har I bragt håb til dem, der har brug for det mest. Ildsjæleprisen er en anerkendelse af jeres uvurderlige indsats, og et skridt mod at styrke fællesskabet i kampen mod selvmord”, sagde formanden blandt andet til prismodtagerne.

Qamani 2024-konferencen samler fagpersoner og interessenter for at styrke indsatsen mod selvmord i Grønland denne uge.

Powered by Labrador CMS