To coronadødsfald og tre nye indlagte

Landslægeembedet har registreret to nye corona-relaterede dødsfald, hvor det ene var direkte relateret til covid-19.

Offentliggjort

Der er fredag, lørdag og søndag kommet svar på 64 pcr-tests på landsplan, hvor 34 procent er positive, oplyser landslægeembedet.

Der er registreret to nye covid-relaterede dødsfald, hvor det ene var direkte relateret til covid-19.

- Det andet var en ældre person, som havde været testet positiv indenfor 30 dage før dødstidspunktet, men hvor det er uklart om covid har været en medvirkende dødsårsag, oplyses det.

Der er nu på landsplan 18 covid-relaterede dødsfald.

Tre nye indlagte

Siden sidste opdatering fredag, er der indlagt tre nye patienter med covid-19 i henholdsvis Sisimiut, Maniitsoq og Ilulissat. Der er udskrevet tre patienter i Nuuk og en patient er afgået ved døden i Narsaq.

- Der er dermed i dag, mandag, på landsplan indlagt syv covid-positive patienter – to er indlagt i Nuuk, to Maniitsoq, en i Sisimiut, en i Ilulissat og en i Nanortalik. Der er stadig ingen covid-relaterede indlæggelser i Region Disko, fremgår det.

Ingen på intensiv

Fem patienter er indlagt med covid.

- Der er ingen indlagte patienter, hvor covid-19 diagnosen har indflydelse på sygdomsforløbet, men hvor anden væsentlig sygdom eller skade er afgørende medvirkende til indlæggelsen, lyder det.

To patienter er indlagt af anden årsag end covid-19, hvor covid-19 diagnosen heller ikke har nogen væsentlig betydning for indlæggelsen.

Der er ikke indlagt patienter med covid-19 på Intensiv Afsnit.

Powered by Labrador CMS