ansættelse
Tine Pars fortsætter som rektor for Ilisimatusarfik
Rektoren på Ilisimatusarfik, der har været åremålsansat, fortsætter. Det har bestyrelsen for Ilisimatusarfik besluttet
Bestyrelsen for Ilisimatusarfik - Grønlands Universitet har besluttet at ansætte cand. scient., ph.d. Tine Pars som rektor for Ilisimatusarfik.
Tine Pars har været åremålsansat som rektor for Ilisimatusarfik siden 2009 og fortsætter således i sin tredje periode.
Det meddeler universitetet i en pressemeddelelse.
Glad bestyrelsesformand roser Tina Pars
Universitetsbestyrelsen lagde i sin beslutning vægt på Tine Pars’ 'kompetente arbejde for at sikre udviklingen og implementeringen af universitetets strategi i et tæt og konstruktivt samspil med Ilisimatusarfiks bestyrelse, universitetsledelse, medarbejdere, studerende og eksterne samarbejdspartnere'.
- Tine Pars udviser en stærk forsknings- og uddannelsespolitisk sans for at udvikle et internationalt orienteret uddannelses- og forskningsmiljø med grønlandsk forankring, og jeg glæder mig over, at Tine Pars fortsat ønsker at arbejde for at udvikle universitetet i denne gunstige retning til gavn for både forskning, studerende og det grønlandske samfund, siger formanden for bestyrelsen Minik Rosing i forbindelse med ansættelsen af Tina Pars som rektor.