TikTok taber ankesag om tvangssalg i USA
Ifølge USA udgør TikTok en sikkerhedstrussel på grund af adgang til persondata. TikTok anker til højesteret.
Den populære app TikTok bruges af omkring 170 millioner amerikanere. Men den kan blive forbudt i USA allerede om seks uger
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Det kinesiske selskab ByteDance har tabt en ankesag mod den amerikanske stat og bliver nødt til at sælge selskabets populære app TikTok senest 19. januar.
Sker det ikke, vil TikTok blive forbudt i USA.
Den sociale medieapp bruges i dag af omkring 170 millioner amerikanere.
Fredagens afgørelse vil blive anket til USA's højesteret, meddeler TikTok efter appeldomstolens afgørelse.
- Højesteret har en veletableret historisk tradition for at beskytte amerikanernes ret til ytringsfrihed, og vi forventer, at de vil gøre netop det i denne vigtige forfatningsmæssige sag, lyder det fra virksomheden.
Appeldomstolen mener, at den lov, der ligger til grund for det tvungne salg af TikTok, er "kulminationen på omfattende handling fra begge partier i Kongressen og på tværs af flere præsidenter".
- Den var nøje udformet til kun at omhandle kontrol fra en udenlandsk modstander og var en del af en bredere indsats for at imødegå en veldokumenteret trussel mod national sikkerhed fra Folkerepublikken Kina, lyder det fra dommerne.
De tilføjer, at afgørelsen skyldes Kinas "hybride kommercielle trussel mod USA's nationale sikkerhed".
USA's justitsministerium mener, at TikTok under kinesisk ejerskab udgør en alvorlig trussel mod national sikkerhed på grund af dens adgang til store mængder persondata fra amerikanere.
Ministeriet frygter, at Kina kan manipulere de oplysninger, som amerikanere får via TikTok, i det skjulte.
TikTok og ByteDance har tidligere sagt, at loven er forfatningsstridig og krænker amerikanernes ytringsfrihed. De kalder den "en radikal afvigelse fra dette lands tradition for at støtte et åbent internet."
Afgørelsen ses som et alvorligt nederlag for ByteDance.
Der var ikke umiddelbart nogen kommentar fra USA's justitsministerium eller TikTok om afgørelsen.
Præsident Joe Biden, som underskrev loven i april, kan forlænge den frist, ByteDance har fået, med op til 90 dage. Men det kan kun ske, hvis ByteDance har gjort betydelige fremskridt med at finde en køber.
USA's kommende præsident, Donald Trump, forsøgte uden held at forbyde TikTok under sin første embedsperiode i 2020.
Men han udtalte før valget i november, at han ikke ville tillade et forbud mod TikTok.
/ritzau/Reuters