Terrortruslen mod Grønland vurderes som minimal

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at terrortruslen mod Grønland er minimal. Tjenesten konkluderer dog, at ekstremistisk propaganda også kan påvirke borgere i Grønland, og i Grønland er der lettere adgang til våben end i resten af rigsfællesskabet.

Offentliggjort

Terrortruslen mod Grønland er fortsat på niveauet "minimal". Det vurderer Center for Terroranalyse (CTA) i en ny analyse.

Dermed er trusselniveauet i Grønland vurderet lavere end i Danmark, hvor terrortruslen vurderes at være i niveauet "alvorlig", hvilket relateres til militante islamister.

I den af analysen der vedrører Grønland fremgår det, at CTA ikke har kendskab til, at "afledte effekter af konflikten i Mellemøsten har påvirket terrortruslen mod Grønland i det seneste år."

- CTA har heller ikke kendskab til andre forhold, der har påvirket terrortruslen mod Grønland i det seneste år, står der videre.

CTA: Voldelig ekstremisme er mindre udbredt i Grønland

Center for Terroranalyse hører under PET - Politiets Efterretningstjeneste, og centeret vurderer, at ekstremistiske miljøers stigende onlineaktivitet og flere unge ekstremistiske aktører, på samme vis som i resten af rigsfællesskabet, også kan have betydning for udviklingen i trusselsbilledet i Grønland. 

- CTA vurderer imidlertid, at voldelig ekstremisme er mindre udbredt i Grønland end i Danmark. Ekstremistisk propaganda kan dog også påvirke personer i Grønland til at begå voldelige handlinger, står der i analysen.

Til sidst vurderer CTA, at der er lettere adgang til våben og sprængstoffer i Grønland sammenlignet med det øvrige rigsfællesskab, og det vil kunne øge muligheden for at gennemføre angreb med stor skadevoldende effekt.

Hele analysen kan læses her.

Powered by Labrador CMS