Telestyrelsen politianmelder Nuuk-virksomhed
Telestyrelsen har politianmeldt it-virksomheden Inu:it A/S for brud på loven om telekommunikation og teletjenester.
Tele-Post / SES Networks
Telestyrelsen er nu gået i offensiven for at beskytte Tusass’ eneret på telekommunikationsområdet.
Tilbage i februar bebudede Telestyrelsen over for netavisen Sermitsiaq, at man havde fokus på at komme ulovlighederne til livs.
Et par måneder senere er advarslen endt i en politianmeldelse, da styrelsen mener, at Inu:it A/S har forbrudt sig mod Tusass’ eneret til at udbyde telekommunikation og teletjenester ved “at opstille en antenne fra Starlink og videresælge teletjenester til en slutbruger via Starlink”.
Telestyrelsen udarbejdede i starten af året en vejledning, der skulle sikre, at borgerne er bekendt med reglerne.
- Vi har udarbejdet en vejledning for bedst muligt at sikre, at borger, der ikke kender til telelovgivningens, ikke køber satellitudstyr og abonnement til satellittjenester fra andre end koncessionshaveren Tusass A/S, da de ellers risikerer at få en bøde, oplyste kontorchef Louise Restorff Jacobsen fra Telestyrelsen til Sermitsiaq den 14. februar i år.
Politisk bevågenhed
Politisk har Tusass’ eneret haft politisk bevågenhed, da såvel Atassuts som Naleraqs partiformænd har krævet en liberalisering af telemarkedet, så udenlandske satellittjenester uhindret kan operere i Grønland.
Naalakkersuisoq for Infrastruktur Hans Peter Poulsen har på Naalakkersuisuts vegne afvist en liberalisering af markedet.
- Ved fri adgang til satellittjenester kan vi forvente, at de udenlandske teleudbydere alene tilbyder de tjenester, hvor de kan tjene penge og kun så længe, at det er økonomisk rentabelt for dem, bliver det påpeget i et paragraf 37-svar tilbage i februar, hvor Hans Peter Poulsen uddyber:
Indtægter på spil
- Tusass A/S vil dermed miste indtægter, mens deres udgifter til teleinfrastrukturen ikke mindskes af en liberalisering. Det vil udfordre Tusass’ evne til at vedligeholde og udvikle den grønlandske teleinfrastruktur.
Starlink er en global internetdækning med netværk af satellitter udviklet af SpaceX. Starlink tilbyder hurtigt internet til de mest afsidesliggende områder i verden.
Inu:it er et konsulenthus, som blev etableret i Grønland for mere end 25 år siden, med fokus på rådgivning, optimering, design og support inden for it-infrastruktur, fremgår det af deres hjemmeside.