Tabu om seksuelle overgreb i Qaanaaq

Børnetalsmanden peger på alkohol, snifning og hash som andre alvorlige problemer for børnene i Qaanaaq.

Offentliggjort

Seksuelle overgreb er fortsat emnet, der er svært at tale om i Qaanaaq. Det oplevede børnetalsmand Aviâja Egede Lynge, da hun i juni besøgte byen.

MIO fik selv henvendelser om seksuelle overgreb, men vurderer selv, at der kun var tale om toppen af isbjerget.

- Generelt er der blandt fagfolk mistanke om, at der er store mørketal og at der derfor er flere børn, der krænkes end de officielle tal viser. Det oplyses også, at der hviler et tungt tabu over seksuelle overgreb. Underretninger om overgreb bliver ikke anmeldt til politiet og det er en udbredt opfattelse, at der efterfølgende ikke handles på underretningerne, hedder det i rapporten fra MIO's besøg i Qaanaaq.

Samtidigt må MIO konstatere, at fagfolkenes bud på omfanget af mørketallet varierer kraftigt. Der er dog en oplysning, der peger i retning af, at mørketallet kan være højt: Fagfolk har berettet, at der er mange voksne med senfølger efter overgreb.

Baggrunden for det knugende tabu vurderes til at hæge sammen med, at der er tale om et lille samfund, hvor det er svært at komme væk og der er stærk social kontrol.

Qaanaarmiut foreslår selv en kollektiv tabu-brydning, som et af skridtene for at komme problemet til livs. Dette skal kobles med et lokalt tilpasset forebyggelsesarbejde.

MIO anbefaler derudover, at omfanget af seksuelle overgreb hurtigst muligt bliver kortlagt, samt at man etablerer et lokalt beredskab, der kan reagere på mistanker om overgreb.

Alkohol og snifning

Under sit besøg i Qaanaaq diskuterede MIO også sunde og usunde aktiviteter med børnene i skolen. Blandt de usunde nævnte børnene blandt andet mobning, hash, sprit, vin og øl.

- Der blev helt stille, da der blev talt om alkohol og sprit. Da der blev spurgt ind til, om man bruger alkohol og sprit, blev der svaret en-stemmigt/ på en gang, ”Assorujorujussuaq” (i meget stort omfang, red.), hedder det i MIO's rapport om besøget i Qaanaaq.

Så selvom alkoholmisbruget bliver rapporteret som værende mindre og mindre synligt end tidligere, så oplever børnene det fortsat som et problem.

Snifning af lim og lightergas udgør ligeledes et problem for børnene selv

- MIO er på samme vis som i forhold til overgreb på og misbrug af børn meget bekymret for rapporterne om misbrug af sprit, hash mv. ligesom snifning af lim og brug muskatnød.

Hash udgør et stigende problem, da den er blevet lettere tilgængelig og nemmere finder vej fra Ilulissat til Qaanaaq. På elevhjemmet er der således fundet spor af både hash og snifning af lim.

- MIO anbefaler, .. at der skal være et øget fokus på forebyggelse og uddannelse samt adgang til behandlingsformer, der også er rettet mod unge misbrugere. Misbrugsbehandling kan ske på mange måder, men der kan være behov for at fokusere på hele familiens sundhed, herunder også hjælp til voksne med senfølger af misbrug og overgreb, hedder det i rapporten.

Powered by Labrador CMS