Syv dage som hjemløs: Det var en øjenåbner

De fleste af os har nok undret sig over, hvordan det er at være hjemløs. Især i det vinterkolde Arktis med en frysende og barsk temperatur.

Inuk Højgaard er en af dem, der har undret sig over det. Men han er nok den eneste i landet, der faktisk har besluttet sig at prøve hjemløsheden.

Med sit kamera, en sovepose og sin evige nysgerrighed, der ifølge eget udsagn tit fører til fortrydelse, drager han ud fra sin lejlighed en mørk mandag aften.

- Jeg tror, jeg tænkte på det i en måned. Jeg var på arbejde og frøs lidt, og der tænkte jeg, hvordan mon de hjemløse har det, især om vinteren, og jeg ville prøve det, fortæller Inuk Højgaard.

Han er uddannet elektriker, men lige nu arbejder han primært på en trawler. Han bor i Nuuks bydel, Nuussuaq, sammen med sin kæreste.

Hans undren førte til beslutningen om at prøve at leve på bunden af samfundet og i første omgang ville han lede efter en hjemløs, der kunne være hans ’ekspert’.

- Jeg fandt ikke nogen. Så jeg gik bare ud, uden at vide hvor jeg skulle tage hen, hvor jeg skulle sove og hvad jeg skulle gøre, fortæller han.

Inuk Højgaard fortalte sin mor, kæreste og arbejde om sin vilde beslutning. Han havde også besluttet, at han ikke skulle bruge sine penge. Formål: At leve som hjemløs i en uge. Mindst.

Mandag aften gik han til sin mor og afleverede sine bilnøgler. Hans mor lånte ham et halstørklæde.

- Min mor havde det forfærdeligt, men hun støtter mig også. Jeg har altid været meget nysgerrig og stædig, siden jeg var barn. Jeg har det bare i mig. Stakkels min mor, plejer jeg at tænke nogle gange, siger han.

Inuk Højgaard har også prøvet at lade være med at spise noget i fem dage, for at finde ud af, hvordan det føles og hvordan kroppen reagerer på det. Han laver vlogs om sine eksperimenter til sin YouTubekanal, Fias.

Vidste intet

Inuk går mod Nuuks midtby pakket ind i halstørklædet og leder efter hjemløse.

- Jeg håbede virkelig på at finde en hjemløs, der kunne hjælpe mig. Men jeg fandt ikke nogen. Jeg var helt alene og jeg vidste intet om herberge og jeg vidste heller ikke noget om Frelsens Hæri, siger han.

Vejret er koldt med skyet vejr og lidt sne. Temperaturen er mellem frysepunktet og otte graders frost. Inuk går op mod Hans Egedes statue og begynder at betragte Nuuk. Sit Nuuk. Han er opvokset her. Byen virker på en måde mere kynisk med mørket, der har overtaget gaderne, og vinduerne, der er fyldt med farverige julelys- og stjerner. Inuk har aldrig set den side af byen. Tiden går ufatteligt langsomt.

- Jeg kunne være et sted omkring to timer ad gangen. Så kom kulden. Jeg klappede mig selv på hele kroppen og hoppede for at få varmen. Så gik jeg. Holdt pause et sted. Klappede mig selv og gik videre til det næste sted, fortæller Inuk Højgaard.

Selvom han har dyrket sport hele sit liv, kunne han mærke skinnebenene, der langsomt begyndte at blive stramme.

Inuk Højgaard gik ind i opgangene i de forskellige boligblokke i byen, for at få varmen.

- Jeg prøvede virkelig at undgå mennesker. Jeg følte mig meget undskyldende. Folk blev forskrækket, når de så mig, som om jeg ville skade dem, fortæller Inuk Højgaard.

Da Inuk gik forbi sin lejlighed den første aften, gav han op.

- Jeg kunne ikke modstå trangen til at komme ind til varmen og maden. Jeg var så tørstig, fortæller Inuk Højgaard.

Da Inuk kom ind, åbnede han køleskabet og drak energidrikken State næsten på en gang. Aah, dejligt, hans tørst slukkede og han lukkede køleskabet. Klokken var fire om morgenen.

- Selvom det var dejligt at komme hjem, bankede jeg mig selv i hovedet, fordi jeg bare gav op. Jeg følte, at jeg havde forrådt mig selv, siger han.

Næste dag. Tirsdag klokken 22:00.

- Jeg gik ud igen. Denne gang fast besluttet på ikke at komme hjem igen, siger han.

Inuk fandt et lille skur ved multihallen Inussivik. Stedet er perfekt. Der er ikke nogen mennesker, heller ikke biler.

- Udfordringen var, at den ikke kunne låses. Jeg halvsov i min sovepose den nat, men jeg kunne ikke sove dybt, og jeg kunne høre ALT. Jeg var altid parat til at løbe væk og flygte, fortæller Inuk Højgaard.

Klokken blev syv om morgenen og Inuk stod op. Uden sin sædvanlige sorte morgenkaffe beslutter han sig for at gå en tur.

Varme er første prioritet

Gåturen endte i frikirken Frelsens Hæri i Nuuks midtby. Inuk blev overrasket over, hvor mange mennesker, der var derinde. Han var først meget tilbageholdende og holdt sig for sig selv. Men i løbet af dagen begyndte han at snakke med folk. Han snakkede åbent om, at han eksperimenterede med hjemløsheden.

- Flere af dem fortalte rigtig meget om sig selv. Jeg kunne straks mærke, at de havde brug for én at snakke med og blive lyttet til, og ikke mindst at blive forstået, fortæller Inuk Højgaard.

I de dage Inuk tilbragte tiden med de hjemløse, bemærkede han hvor meget de hjalp hinanden og støttede hinanden. Og at de var gode til det.

- De er virkelig stærke og de er nogle gode mennesker, men selvfølgelig er der også nogle, der har en stor vrede i sig. Jeg mener, at det eneste, de har brug for, er at blive forstået. Fordi de bliver skubbet væk fra samfundet, selvom de allerede lever i bunden af samfundet, fortæller han.

Inuk står i kø foran herberget ”Kialaarfik”. Han har ikke spist i 25 timer, men det er lige meget. De vigtigste er bare at finde et varmt sted at være.

- Man bliver ligeglad med alt det andet. At finde et varmt sted bliver førsteprioritet og ikke andet, siger han.

Inuk bliver afvist i herberget, da han har en adresse. Han tilbragte de næste seks dage på gaden. Han sov i skuret ved multihallen eller i opgangene til de forskellige boligblokke i Nuuk og i Nuussuaq.

- Dagene var alle sammen meget forskellige. Lørdag var den værste, fordi alt var lukket. Jeg var ude hele dagen og det blæste. Jeg prøvede at sove i opgangene, men kunne jeg ikke rigtig, fordi vinden susede bare derinde. Jeg sov ikke den dag, fortæller Inuk Højgaard.

Et hårdt farvel

Inuk er i forsamlingshuset sammen med hjemløse. Der er morgenmad til alle. Rundstykker og æg. Ren luksus.

- Efter maden plejer de at synge salmer sammen. Jeg synger ellers ikke normalt. Men lige der kunne jeg mærke, hvor styrkende det var. Blikkene hos nogle af hjemløse, mens de sang, var meget rørende. Det var som om, jeg kunne se deres smerte i deres øjne, deres evige kamp med hjemløsheden, siger Inuk Højgaard.

Han kom hjem på en søndag. Hans mor ventede på ham i Frelsens Hæri. Da Inuk kom ind til frikirken, omfavnede de hinanden.

- Min mor græd. Hun havde været meget bekymret. Jeg følte, at jeg overlevede noget. Det var hårdt at sige farvel til mine nye venner, og jeg lovede dem, at jeg ville besøge dem nogle gange, siger han.

Inuk gik hjem til Nuussuaq. Det var et bevidst valg at gå. Han startede med at gå og det skal også slutte med, at han går hjem. På vej hjem kørte hans venner forbi i deres biler og dyttede af ham, for at vise at de støtter ham.

- Det var en meget rørende hjemtur. Vi spiste morgenmad hjemme hos mig sammen med min mor og mine venner. Da de gik, kunne jeg ikke rigtig slappe af. Det var som om jeg ikke kunne få luft. Min krop var hele tiden i alarmberedskab, og jeg kunne ikke sove om natten, selvom jeg ikke havde sovet dagen før, siger Inuk Højgaard.

Hans oplevelse har været en øjenåbner for ham.

- Jeg indså, hvor uvidende, vi er. Vi burde ikke være vrede på de hjemløse. Jeg har flere gange hørt folk sige, at de hjemløse burde finde et arbejde og hjemløsheden er deres egen skyld. Men jeg har fået at vide, at det ikke bare er tilfældigt for nogle af dem. Der findes nogen, der faktisk gerne vil ud af den onde cirkel, men ikke kan, blandt andet på grund af mangel på en adresse. Vi burde være meget mere forståelige for deres situationer, siger Inuk Højgaard.

Da han kom hjem efter en uge på gaden, inviterede Inuk sin kæreste på restaurant.

- Lige pludselig faldt mine tårer ned. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, at jeg begyndte at græde. Jeg tror, at jeg følte med dem og at det var hårdt forlade dem. Jeg har virkelig været blind, men nu har jeg åbnet øjnene, fastslår Inuk Højgaard.

Efter aftensmaden gik Inuk ud, fuldstændig mæt af gourmetmad. Ud til en verden, der – ifølge hans mening – er fyldt med mennesker, der kun ønsker at blive forstået og accepteret.