Sygeplejersker kritiserer coronahåndtering

Sygeplejerskernes fagforening kritiserer Sundhedsledelsen og Naalakkersuisuts håndtering af pandemien og mener, at corona bruges som undskyldning for, at hele håndteringen sejler.

Offentliggjort

Grønland oplever i disse uger en omfattende smittespredning af coronavirus, hvor restriktioner bliver indført i flere byer og testning ikke længere kan følge med alle steder.

Landslæge Henrik L. Hansen udtalte ved sidste uges pressemøde, at situationen i Grønland nu er værre end i Danmark. Men grunden til, at vi nu står i situationen er ifølge sygeplejerskernes fagforening, at Grønland ikke har sikret et system, der kunne holde pandemien i skak:

- Corona er blevet en undskyldning for at lade tingene sejle. Der er blevet krævet rigtig meget af alle, høj som lav, men der er ikke sat tid og ressourcer af til, at alle med, siger Petra Luna Fuglø, tillidsrepræsentant og sygeplejerske på medicinsk afdeling i Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Personalemangel og ingen kommunikation

Petra Luna Fuglø får jævnligt henvendelser af sygeplejersker i forskellige afdelinger i Dronning Ingrids Hospital. Henvendelserne drejer sig ofte om, at sygeplejerskerne savner at blive hørt i processen.

- Medarbejdertilfredsheden er sat på pause, og vi skal hele tiden navigere i nye opgaver og situationer. Der var ingen, som havde forventet at corona ville vare mere end fire måneder. Nu er der snart gået to år, siger hun og fortsætter:

- Med det nye smittetryk kommer vi til at se langt efter normalitet. Vi står i en situation, som potentielt kan udvikle sig kritisk, hvis sygeplejerskerne presses endnu mere. Hvor længe skal vi vente, før vi får en dialog, spørger Petra Luna Fuglø.

System i frit fald

Det er første gang, at Grønland oplever en voldsomt stigende smittespredning med flere hundrede bekræftet smittede dagligt.

Formanden for Peqqissaasut Kattuffiat (PK), at sundhedsledelsen og politikerne har sovet i timen, uden at forberede sig til det værste.

Ken Jensen forklarer i en pressemeddelelse, at politikerne og sundhedsledelsen tidligere er blevet advaret, uden at reagere på advarslerne. Senest i december 2021.

- Vi har længe forsøgt at råbe ledelse og politikere op, for at sikre ordentlige arbejdsvilkår for det sundhedspersonale, der skal håndtere coronapatienter. Men de har valgt at sidde vores opråb overhørigt, så nu skal vi til at lægge arm midt i en krisesituation, siger Ken Jensen, formand for PK.

Han mener, at Grønland kunne have lært af, hvordan håndteringen i Danmark har lagt så stort et pres for sygeplejersker og på den måde undgå lignende situation her i landet.

Handling kræves nu

Sygeplejerskerne har de seneste par år skulle omstille sig hurtigt. Nogle gange med et døgns varsel. Overarbejde, omstilling, manglende kommunikation mellem ledelse og ansatte om nye arbejdsgange og trivsel, opsigelser og oplæring af vikarer er blevet en fast del i hverdagen.

- Det ville være skønt, hvis vi havde nogle ledere, der indså vigtigheden af at få nogle gode rammer på plads, så sygeplejerskerne anerkendes for at gå i kriseberedskab under en pandemi. De sætter konstant deres normale arbejdsvilkår og rettigheder på pause, siger Ken Jensen.

Powered by Labrador CMS