Sydkoreansk politi efterforsker præsident for oprør

Politiet i Sydkorea indleder en efterforskning af landets præsident for oprør.

Sydkoreanere har siden tirsdag demonstreret mod præsident Yoon Suk-yeol, som erklærede militær undtagelsestilstand i landet.
Offentliggjort

Politiet i Sydkorea har officielt indledt en efterforskning af landets præsident, Yoon Suk-yeol, efter sin erklæring af militær undtagelsestilstand tirsdag.

Det oplyser Woo Jong-soo, chef for det sydkoreanske nationale politis efterforskningsenhed, ifølge nyhedsbureauet AFP i en orientering af medlemmer af landets parlament.

Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er også landets indenrigsminister, Lee Sang-min, og dets nyligt afsatte forsvarsminister, Kim Yong-hyun, under efterforskning.

Yoon Suk-yeol erklærede tirsdag aften militær undtagelsestilstand, efter at han havde påstået, at pro-nordkoreanske styrker kæmpede imod hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.

Han specificerede ikke, præcist hvori truslen bestod, men kritiserede, at der i parlamentet var stillet forslag om en rigsretssag mod ham og hans regering 22 gange, siden han blev taget i ed i 2022.

Dekretet, som Yoon udstedte, bandlyste politiske aktiviteter i landet og satte grænser for, hvad landets medier kunne berette.

Det beordrede også en ende på den omfattende lægestrejke, som Sydkorea har været plaget af.

Sydkoreas hær blev sendt til landets parlament, hvor folkevalgte måtte bruge brandslukkere til at holde soldaterne for døren.

I sidste ende lykkedes det parlamentet at ophæve den militære undtagelsestilstand.

Sydkoreas forfatning fra 1987 giver netop parlamentet mandat til at ophæve militær undtagelsestilstand for at undgå, at det misbruges som et politisk værktøj for præsidenten.

Yoon endte med at måtte trække erklæringen tilbage. Oppositionen, som har flertal i parlamentet, har siden sagt, at det vil foreslå at stille ham for en rigsretssag.

Det kræver et kvalificeret flertal på 200 af parlamentets 300 medlemmer.

Yoons eget parti har sagt, at partiet stemmer imod rigsretssagen - som partiet i samlet flok kan blokere for - men at man har bedt Yoon om at forlade partiet.

Han er torsdag morgen stadig Sydkoreas præsident.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS