Sundhedsvæsenet undgår politisag i Starlink-sag
Sundhedsvæsenet vil ikke blive politianmeldt af Telestyrelsen i forbindelse med Starlink-sagen fra Tasiilaq.
Sundhedsvæsenet kan om nødvendigt foretage sig noget på teleområdet, som den almindelige borgere eller virksomheder ikke må, viser Starlink-sagen fra Tasiilaq.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Inu:IT blev politianmeldt af Telestyrelsen, fordi man havde mistanke om, at it-virksomheden havde anlagt og drevet Starlink antennen i Tasiilaq. Efter seks måneders granskning fandt Telestyrelsen ud af, at det var Sundhedsvæsenet, som stod som ansvarlig for brugen af Starlink antennen, hvilket rejser spørgsmålet om Sundhedsvæsenet kan imødese en politianmeldelse.
Teleloven
- Nej, lyder det korte svar fra Telestyrelsens chef Kasper Juul-Nielsen til Sermitsiaq, og han uddyber:
- Teleloven indeholder mulighed for, at visse offentlige myndigheder kan etablere telekomunikation udenom den almene offentligt tilgængelige teleinfrastruktur, hvis en række forudsætninger er opfyldt. Det er vurderingen, at Sundhedsvæsenets behov i dette konkrete tilfælde ville medføre, at man ville kunne oprette en sådan løsning udenom det offentlige net. Telestyrelsen agter derfor ikke at politianmelde Sundhedsvæsenet, fastslår Kasper Juul-Nielsen.
Styrelseschefen understreger i den forbindelse, “at det alene er rigsmyndigheder, kommuner og Selvstyret, der i sådanne konkrete tilfælde - til særlige behov i den indre tjeneste - kan etablere egne anlæg udenom eneretsbestemmelsen. Dog opfordres myndigheder med sådanne behov til at kontakte Telestyrelsen før der tages beslutning om etablering af anlæg, således at der kan ske en vurdering af, om myndighedens behov kan begrunde et fravalg af den offentlige teleinfrastruktur”.
- Borgere eller private virksomheder vil derfor ikke lovligt kunne etablere telekommunikationsinfrastruktur (f.eks. Starlink) der forbinder byer, bygder og udlandet, fastslår styrelseschefen.
Ingen andre politianmeldt
Det bliver oplyst, at Telestyrelsen ikke har politianmeldt andre for brug af Starlink antenner, selv om man fortsat har en formodning om, at der i et mindre omfang sker anvendelse af Starlink, hvilket er ulovligt.
- Der føres løbende tilsyn hermed i forbindelse med Telestyrelsens rejseaktiviteter i landet, oplyser Kasper Juul-Nielsen.