Sundhedsvæsenet spænder ben for spiral-udredning

Arbejdet med at udrede spiral-sagen er stødt ind i store udfordringer, da det grønlandske sundhedsvæsen har nægtet forskergruppen adgang til vigtigt arkivmateriale fra perioden 1960 til 1991.

Sundhedsvæsenet i Grønland har to gange afvist, at en forskergruppe kan få adgang til vigtigt arkivmateriale i udredningen af spiral-sagen.
Offentliggjort

I en midtvejsrapport fra forskergruppen, som er nedsat af den grønlandske og danske regering, oplyses det, at det grønlandske sundhedsvæsen den 20. maj har trukket forskernes tilladelse til arkivadgangen tilbage, “da der er opstået tvivl om vilkår og muligheder for adgang til materialet”, som det formuleres i rapporten.

Materialet er væsentligt for at undersøge spiral-sagen til bunds.

- Det betyder, at forskergruppen mod forventning, for nuværende, ikke har adgang til materiale fra det grønlandske sundhedsvæsen, som er væsentligt for at undersøge initiativets løbende videreførelse og tilpasning samt overvejelser, beslutninger og handlinger fra involverede myndigheder, organisationer og myndighedspersoner samt initiativets konkrete gennemførelse i Grønland, står der i rapporten, hvor det tilføjes:

Afdækning umulig

- Forskergruppen kan således heller ikke afdække, hvordan initiativet oprindeligt blev implementeret i Grønland over perioden og på tværs af grønlandske sundhedsdistrikter og for forskellige aldersgrupper. Dermed kan udredningen ikke leve op til kommissoriet, før der findes en løsning på problematikken.

Forskergruppen understreger, at man er kede af denne udvikling og den usikkerhed, det skaber for det videre arbejde.

Da forskerne tilbage i maj fik afslaget om arkivadgangen blev en ny og revideret ansøgning sendt til sundhedsvæsenet. Lige lidt hjalp det. Den 12. juni modtog forskergruppen afslag på ansøgningen.

Det oplyses, at man ikke har opgivet at få adgang til materialet, og “der pågår en dialog om, hvordan der kan opnås adgang til materialet”.

Endelig rapport forsinkes

Det fremgår også af midtvejsrapporten, at man bliver mindst tre måneder forsinket, og det forventes således, at den endelige rapport kan afleveres den 1. september 2025.

Forsinkelsen forklares med, at arbejdsopgaven var langt større end forudset.

-Dels har det vist sig, at omfanget af vidneberetninger, som forskergruppen har modtaget, overstiger det estimerede antal. Dels har det været nødvendigt at gennemgå langt flere arkivalier end forventet, idet flere myndigheder, organisationer m.m. har været involveret i den daværende praksis, oplyses det.

Merbevilling

Ændringer i medarbejderstaben og uventet meget administrativt arbejde har nødvendiggjort, at projektet fik bevilget flere penge.

-Forskergruppen indsendte den 13. februar 2024 en formel ansøgning om merbevilling. Den 30. juni modtog forskergruppen en merbevilling fra det danske Sundhedsministerium på 1,7 millioner kroner, afsløres det i midtvejsrapporten.

Tre faser

Forskningsprojektet er inddelt i tre faser:

  • Indsamling
  • Analyse
  • Formidling

- Forskerholdet er ved denne rapports udgivelse fortsat i indsamlingsfasen, da der stadig pågår indsamling af beretninger og arkivalier. På nuværende tidspunkt er analysefasen påbegyndt, men langt fra afsluttet, fremgår det af forordet i midtvejsrapporten, der netop er afleveret til Grønlandsudvalget på Christiansborg.

Powered by Labrador CMS