Sundhedsvæsenet holder oplysninger tilbage fra forskere i spiralsag

Det kan krænke patienters krav på fortrolighed at udlevere patientoplysninger uden samtykke, mener Det Grønlandske Sundhedsvæsen.

Demonstration i Nuuk i forbindelse med statsministerbesøg i juni 2023.
Offentliggjort

Der er bred enighed i Danmark og Grønland om at få belyst den yderst omtalte spiralsag. Derfor blev der i 2023 nedsat en uvildig undersøgelse, der skulle belyse forløbet frem til 1991, hvor sundhedsområdet blev hjemtaget. 

I årtierne forinden fik tusindvis af kvinder i Grønland opsat spiraler, og for en dels vedkommende uden samtykke. 

Men måske kommer der nogle huller i udredningen, i og med at forskerne døjer med at få adgang til alt den relevante information, skriver Berlingske

– Vi har på nuværende tidspunkt fået adgang til dele af materialet, og der foregår en dialog i forhold til det resterende, siger seniorforsker på Center for Folkesundhed i Grønland Tenna Jensen. 

Krav på fortrolighed

Den manglende adgang skyldes hensynet til patienterne, oplyser sundhedsvæsenets direktør, Tina Amondsen: 

– Det vurderes, at der ikke uden samtykke kan gives aktindsigt i journaloplysninger på nulevende patienter eller nyligt afdøde som ønsket, da dette ville være en åbenlys krænkelse af disse personers krav på fortrolighed ved enhver kontakt til Det Grønlandske Sundhedsvæsen, siger hun til Berlingske.

Forskerne gjorde tidligere opmærksom på problemet i juni 2024. I mellemtiden er den forventede slutdato for deres arbejde udsat til 1. september 2025. 

Sideløbende har Naalakkersuisut sat et tilsvarende arbejde i gang til at belyse området efter 1991.

Powered by Labrador CMS