Sundhedsvæsenet: De vigtigste systemer kører igen efter stort it-nedbrud

Fredagens it-nedbrud I Sundhedsvæsenets systemer har været yderst omfattende, men de vigtigste systemer er nu oppe at køre igen, oplyser direktør Tine Amundsen fra Grønlands Sundhedsvæsen søndag i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Sundhedsvæsenet står over for en stor opgave med at opdatere 250 virtuelle servere og 1.8750 arbejdscomputere fordelt på 74 lokationer rundt om i landet efter fredagens it-nedbrud.

- Først og fremmest vil vi gerne undskylde overfor de patienter, som har haft gener i forbindelse med IT-nedbruddet, siger Tina Amondsen, direktør i Grønlands Sundhedsvæsen, og fortsætter:

- Det er stort og kompliceret nedbrud der har berørt alle systemer, servere og så godt som alle Sundhedsvæsenets computere. Vores IT-afdeling arbejder hårdt på at løse problemet, men det er en meget omfattende opgave.

Direktøren oplyser, at man har sikret sig adgang til de vigtigste systemer, som igen er oppe at køre på Dronning Ingrids Hospital, centraltandklinikkerne, regionssygehusene og de fleste sundhedscentre.

Behandlinger udskudt

- På grund af nedbruddet blev en masse konsultationer og behandlinger i fredags aflyst. Det vil tage en rum tid at få afviklet disse aflyste aftaler, men vi gør, hvad vi kan, forsikrer Tina Amondsen.

Sundhedsvæsenets direktør oplyser, at der fortsat pågår et arbejde med at få alle it-systemer til at køre igen: I den forbindelse er det for tidligt at vurdere, hvor lang tid det vil tage at nå ud til samtlige steder.

Powered by Labrador CMS