Sundhedsvæsen og politi uenige om regning for patientevakueringer

Grønlands Politi og sundhedsvæsenet er uenige om, hvem der skal betale for at evakuere syge eller tilskadekomne uden for beboede områder. Danske ministerier skal redde trådene ud.

Politiet står for SAR-operationer sammen med Arktisk Kommando. I nogle tilfælde hører en evakuering på land dog under sundhedsvæsenet, mener politiet.
Offentliggjort

En borger er ude i fjeldet og bliver syg med blindtarmsbetændelse eller falder og brækker benet.

Det er situationer som disse, der er centrum for en tvist mellem politiet og sundhedsvæsenet om, hvilken myndighed der er ansvarlig og derfor også skal betale for at få bragt borgeren i sikkerhed og til behandling.

Politiet mener nemlig, at der bør skelnes mellem såkaldte SAR-operationer, som Grønlands Politi og Arktisk Kommando står for, og patientevakueringer, som hører under sundhedsvæsenet.

Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (Soc.) i et svar til folketingspolitikeren Aaja Chemnitz (IA):

Hjælper i hastesager

- Grønlands Politi har oplyst, at der efter politikredsens vurdering endvidere bør skelnes mellem situationer, hvor en borger er nødstedt og/eller forsvundet og skal reddes ved brug af redningsudstyr og/eller eftersøges, og situationer, hvor en tilskadekommen eller syg person befinder sig på land på en kendt position og derfra skal fragtes til et hospital mv, står det i svaret til Aaja Chemnitz.

Politiet oplyser i svaret, at man som udgangspunkt henviser evakueringer til sundhedsvæsenet, men at politiet i hastende tilfælde hjælper til i situationen, hvis den er alvorlig:

- I hastende tilfælde vil politiet indhente så mange relevante oplysninger om situationen som muligt – herunder om patientens tilstand, kontaktoplysninger og position – og herefter kontakte det relevante sygehus med anmodning om, at sundhedsvæsenet håndterer opgaven.

Ministerier skal afklare problemet

- Har sundhedsvæsenet behov for politiets bistand hertil, vil dette som altovervejende hovedregel blive imødekommet med forbehold for den almindelige prioritering af politiets opgaver, står der i svaret.

Hvis politiet i forbindelse med en evakuering rekvirerer eksempelvis en helikopter eller en privat båd, så oplyser politiet, at det er sundhedsvæsenet der skal betale, men det er politiets erfaring, at sundhedsvæsenet i nogle tilfælde ikke betaler regningen, og at politiet derfor må betale.

Justitsministeriet oplyser, at Departementet for Sundhed i Grønland samt Grønlands Politi tidligere har rettet henvendelse til ministeriet for at få en afklaring på problemet.

- Justitsministeriet vil sammen med Sundhedsministeriet afklare problemstillingen hurtigst muligt. Det kan i den forbindelse oplyses, at sådanne opgaver i Danmark hører under Sundhedsministeriet jf. sundhedslovens § 169, skriver justitsminister Peter Hummelgaard i svaret.

Powered by Labrador CMS