Sunak træder tilbage som partileder og premierminister
Rishi Sunak trækker sig som partileder og premierminister efter partiets dårligste valg nogensinde.
Rishi Sunak træder både tilbage som premierminister og partileder for Det Konservative Parti, fortæller han fredag formiddag i en tale foran Downing Street 10.
Kevin Coombs/Reuters
Rishi Sunak træder tilbage som leder af Det Konservative Parti og premierminister efter valgnederlag til Labour.
Det siger han i en tale foran Downing Street 10, inden han mødes med kong Charles på Buckingham Palace for formelt at træde tilbage som premierminister.
- Jeg beklager. Jeg har givet alt til her job, men I har sendt et klart signal, om at I ønsker en ny regering i Storbritannien. Jeres dom, er det eneste, der betyder noget.
- Jeg har hørt jeres vrede og skuffelse, og jeg tager ansvaret for valgnederlaget.
- Som følge af valgresultatet vil jeg træde tilbage som partileder. Ikke straks, men når den endelige beslutning om min efterfølger er truffet, siger han.
Torsdag var der valg til Underhuset.
Selv om alle valgkredse endnu ikke er optalt fredag middag, står det klart, at Det Konservative Parti står over for det største valgnederlag i partiets historie.
Arbejderpartiet Labour får i den seneste optælling absolut flertal i parlamentets Underhus. Indtil videre har partiet sikret sig 412 sæder.
Det Konservative Parti har sikret sig 121 mandater. Der er i alt 650 sæder i Underhuset.
Ved middagstid fredag mangler resultatet fra to valgkredse.
Flere medlemmer af Sunaks regering har mistet deres mandat i Underhuset i det britiske parlament.
Det gælder blandt andet lederen af underhuset, Penny Mordaunt, forsvarsminister Grant Shapps og uddannelsesminister Gillian Keegan.
Også Rishi Sunaks forgænger på premierministerposten, Liz Truss, har mistet sin plads i Underhuset.
Når den afgående premierminister Rishi Sunak har mødtes med kong Charles, er det lederen af Labour-partiet, Keir Starmer, der lægger vejen forbi Buckingham Palace.
Her vil kongen officielt udpeget Starmer som Storbritanniens premierminister.
Omkring klokken 13.20 forventes Labour-lederen at tale foran embedsboligen Downing Street 10.
/ritzau/