Sukas datter indtager Naalakkersuisut
Torsdag har Kim Kielsen udpeget sin nye Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke. Sprogforkæmperen Katti Frederiksen er ikke folkevalgt og altså hentet udenfor Inatsisartut til at varetage posten.
Det bliver 38-årige Katti Frederiksen, der overtager posten som Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke efter Ane Lone Bagger (S), som trådte tilbage i slutningen af juli for at fokusere på helbred og familie.
38-årige Katti Frederiksen er født den 12. marts 1982 i Narsaq. Hun er uddannet cand. mag i sprog litteratur og medier ved Ilisimatusarfik.
Hun er leder af Grønlands Sprogsekretariat, og derudover driver hun forlaget Iperaq, der især udgiver grønlandsksprogede børnebøger.
I 2018 åbnede hun Kattis Shop Café, som hun dog har solgt igen denne sommer. I sin fritid løber hun maraton, og hun er mor til tre.
I et portræt i Arnanut for nylig fortalte Katti Frederiksen om, hvor hun finder energi til de mange projekter.
- Mine forældre arbejdede utroligt meget allerede fra de var unge, og deres ambitioner og selvtillid var meget høj. De var meget målrettede typer. Derfor er det bare naturligt for mig at være målrettet som person. Jeg føler, at det, jeg har fået fra mine forældre, er det der lyser i min sjæl og giver styrke i mit liv, siger Katti Frederiksen.
Politisk Familie
Den nye Naalakkersuisoq har ikke sin interesse for politik fra fremmede. Hendes mor Suka K. Frederiksen blev valgt ind i Inatsisartut i 2014.
Hun var medlem af Naalakkersuisut og havde ansvaret for blandt andet Selvstændighed, Udenrigsanliggender og Landbrug frem til 2017.
Hun var dermed den første Naalakkersuisoq for Selvstændighed, og var også den første, der nedsatte en forfatningskommission.
Suka K. Frederiksen fik konstateret kræft i tungen tilbage i august 2017 og gik bort den 21. juli i år.
Posten som Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke har siden Ane Lone Bagger trådte tilbage været varetaget af Karl Frederik Danielsen (S)
Læs hele portrættet af Katti Frederiksen i Arnanut. Få adgang HER