Succes med behandling af ludomani

Allorfik har haft et hold på syv personer til behandling på Center for Ludomani i Odense

Offentliggjort

Et hold på syv, i alderen mellem 28 og 60, har sammen med to behandlere fra Allorfik været 12 dage på Center for Ludomani i Odense for at få en gruppebehandling.

En af dem der var med, er Taatsi Magnussen på 28 år. Han har i de sidste to år haft problemer med sit forbrug af penge på grund af sin afhængighed af at spille oddset.

- Jeg er stolt af, at jeg har gennemgået behandling for ludomani, fordi jeg kan mærke, at det hjælper mod min trang til at spille, siger Taatsi Magnussen i en pressemeddelelse udsendt af Allorfik.

Den første uge havde han det ifølge pressemeddelelsen mentalt svært og spurgte sig selv:

”Hvorfor har jeg spillet? Med svedige hænder”.

Taatsi Magnussen fortæller også, at han havde stor trang til at spille under behandlingen.

Men trangen til at spille om penge forsvandt, efter en tidligere ludoman holdt oplæg om, hvordan det er at leve med ludomani og hvordan det er at holde fast i ikke at spille om penge efter sit behandlingsforløb.

- Det giver ro i mig at vide, at jeg ikke er alene.

En af behandlerne fra Allorfik Avannaa, Ditte Hauberg, fortæller, at de syv personer fra første dag var gode til at planlægge og vigtigst af alt, at støtte hinanden under kurset i at være væk fra familie og venner samt at undgå fristelser i forhold til spil.

- De aftalte meget hurtigt, at de ikke ville gå alene ud, men altid være minimum to, så de på den måde ville kunne modstå fristelser, og det lykkedes. Der var ingen af de syv borgere, som spillede under opholdet i Danmark, siger hun i pressemeddelelsen.

Ny viden om behandling

Behandleren fortæller også, at alle syv deltagere fik redskaber med hjem til at modstå spilletrangen og er blevet mere bevidste om hvilke situationer, der giver dem spilletrang, og hvordan de kan modstå disse situationer.

- Deltagerne til behandlingen fik viden om, hvor vigtigt det er at inddrage pårørende i for eksempel økonomi for ikke at falde tilbage i at spille om penge, siger Ditte Hauberg.

De to behandlere fra Allorfik tilegnede sig ny viden om ludomani, mekanismerne både følelsesmæssigt, relationsmæssigt, kognitivt og kropsligt, når mennesker er afhængige af pengespil samt behandlingsmetoder for at stoppe med at spille om penge. Denne viden skal bruges i det videre arbejde i Grønland.

Powered by Labrador CMS