Tegningerne ser indbydende ud. Pragtvillaer. Men der er blæst om projektet. En del naboer er ikke begejstrede for projektmagernes tanker om at skabe et nyt eksklusivt boligprojekt i Nuuk.
Faktisk har protesterne været så signifikante, at kommunen nu ændrer sin måde at deltage i informationsmøder på. Det fremgår af en sagsfremstilling, som forvaltning for Bygge & Anlæg har fremsendt til kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Økonomiudvalget.
Tegningerne ser indbydende ud. Pragtvillaer. Men der er blæst om projektet. En del naboer er ikke begejstrede for projektmagernes tanker om at skabe et nyt eksklusivt boligprojekt i Nuuk.
Faktisk har protesterne været så signifikante, at kommunen nu ændrer sin måde at deltage i informationsmøder på. Det fremgår af en sagsfremstilling, som forvaltning for Bygge & Anlæg har fremsendt til kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Økonomiudvalget.
- Der har i høringsperioden været afholdt et informationsmøde på Hotel Hans Egede, hvor 30 borgere var mødt op. Der blev udtrykt skarp kritik af projektet og af forvaltningens facilitering af mødet. Denne kritik har afstedkommet, at forvaltningen fremadrettet ikke vil facilitere informationsmøder i forbindelse med projektansøgninger til trods for, at det er i fin tråd med forvaltningens arbejde med bedre inddragelse, skriver forvaltningen til politikerne.
AG har ringet til direktør for Forvaltning og Anlæg, Søren Pedersen, for at høre, hvad det går ud på?
- Jeg deltog ikke selv i mødet, men jeg har forstået, at det blevet oplevet som et ubehageligt møde af vores medarbejdere, svarer Søren Pedersen.
Han forklarer, at det er projektejerens forpligtelse af stå for informationsmøder, men at kommunen som en udstrakt service deltog på hotellet.
- Men det er vel rimeligt, at borgerne udtrykker deres utilfredshed?
- Det var ikke et høringsmøde, og det er ikke kommunens projekt, svarer Søren Pedersen og tilføjer: - Vi var til stede for at oplyse om selve teknikken i forslaget. Normalt fungerer det godt med informationsmøder, men vi vil i den nærmeste fremtid nøjes med at møde op for at tage noter, ikke for at deltage aktivt i mødet. Vi vil fremover løbende vurdere vores rolle i den slags møder, tilføjer han.
Liebhaveri?
Det er EMJ-Atcon Greenland A/S som står bag projektansøgningen for enden af Niels Hammekenip Aqqutaa. En proces, som har pågået længe, og som i høringsperioden har udløst 13 svar og en underskriftindsamling med overskriften »Stop for flere villaer på Niels Hammekenip Aqqutaa«. 55 har skrevet under.
Høringssvarene har særligt kredset om de rekreative værdier, herunder dyrelivet, og at trafikken vil vokse i anlægsfasen med tunge køretøjer. Hertil er der bekymring for, at Nuuk fortættes endnu mere.
- Projektet er rent liebhaveri og har kun fokus på nogle velstillede borgere på bekostning af »høj og lav«, skriver en borger i et høringssvar.
Andre udtrykker, at »luksusvillaer ikke stemmer overens med kommunens øvrige strategier«.
- Opførelsen af 10 enfamiliehuse vil ikke hjælpe på boligsituationen i Nuuk, da boligprisen langt vil overstige en gennemsnitlig borgers indkomst, anføres det.
Selvstyret er også betænkelig ved byggeri af så store boliger.
- Der vil nemt kunne etableres mindst dobbelt så mange boliger på arealet, hvis den gennemsnitlige boligstørrelse halveres, skriver departementet for boliger og infrastruktur i sit høringssvar.
Rumme alle boligformer
AG har spurgt forvaltningsdirektør Søren Pedersen, om kommunen – som pointeret i flere af høringssvarene – bør sikre, at friarealer i Nuuk bruges til at bygge mindre huse?
- Byen skal kunne rumme alle boliger, diffentieret byggeri: Nye blokke og rækkehuse og større huse, svarer han.
- Har modstanden mod netop dét her projekt været større end ved andre projekter?
- Det er vores erfaring, at når der pilles ved lokalområder, vil der være følelser på spil. Det oplever vi også andre steder i byen, svarer Søren Pedersen og betoner, at det ikke er unormalt med en vis opstandelse, og at der er kommunens opgave at sikre, at projekter lever op til regler og krav.
Flertal for
Direktør for EMJ Atcon Greenland A/S, Nikolaj Sørensen, oplyser, at firmaet har de bedste intentioner med projektet.
- Hvad siger du til indsigelserne fra naboer og andre?
- Der er altid interesser på spil ved den her slags projekter. Vores firma er jo sat i verden for at bygge boliger, og der er faktisk ikke så mange egnede arealer at bygge på, siger han.
– Hvad med bekymringen for den tunge trafik under byggeriet?
– Vi kan snildt etablere en anden arbejdsvej. Og det er jo også planen med en kyststi, så byens borgere stadig kan komme ud i området. Det kan endda blive mere tilgængeligt for nogle borgere, at der er en sti at færdes på, svarer Nikolaj Sørensen.
Projektansøgningen blev for et par uger siden godkendt i kommunalbestyrelsens Økonomiudvalg og var i sidste uge oppe at vende i den samlede kommunalbestyrelse. Af referatet fremgår, at indstillingen – med et par forbehold fra forvaltningens side – blev godkendt af et politisk flertal bestående af IA og Demokraterne. Siumut og Naleraq var imod.
Siumut fremsatte en mindretalsudtalelse:
- Idet ansøgningen ikke gavner bekæmpelsen af boligmanglen, og da det omhandler personer, der allerede har boliger, og da brugerne af naturområdet i sommerperioden er dem, der ikke har mulighed for at tage ud at rejse og ikke længere vil have mulighed for at benytte området, giver vi afslag, skriver Siumut.
Direktør for Anlæg og Miljø, Søren Pedersen, oplyser, at processen endnu ikke er afsluttet. Nu følger et forløb med en kommuneplantillæg, der også skal i høring. Der sættes formentlig først endeligt punktum i sagen til sommer, vurderes det.