1 år

Stor tilfredshed hos Arktisk Kommando

- Fordelene ved flytningen fra Kangilinnguit/Grønnedal til Nuuk overskygger i høj grad ulemperne, lyder det fra Arktisk Kommando

Alle tre lande i rigsfællesskabet er repræsenteret i Arktisk Kommando. Billedet er taget ved den officielle indvielse 31. oktober 2012
Offentliggjort

Prominente gæster fra Naalakkersuisut, den danske regering, Forsvaret samt fra Canada og Færøerne deltog, da dronning Margrethe den 31. oktober 2012 klippede snoren over til åbningen af Arktisk Kommando.

I den anledning har kaptajnløjtnant og adjudant Thomas Bruun de Neergaard, Arktisk Kommando, sendt følgende ord til Sermitsiaq.AG:

’Den 31. oktober 2012 klippede Hendes Majestæt Dronningen snoren til Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk. Bag den nyvaskede facade gemte der sig en travl og støvet byggeplads, hvor der blev arbejdet på højtryk for at gøre bygningen klar til den nye dagligdag i Nuuk.

Galleri "Her åbner dronningen Arktisk Kommando"

Galleri "Kom indenfor i Arktisk Kommando"

Fordele over ulemper
Et år senere er håndværkerne rykket ind igen, og der flyttes vægge og døre samt trækkes kilometervis af kabler for at gøre plads til Naviair, som efter planen bydes velkommen i domicilet i 2014. Med Naviair i huset samt plads til en forbindelsesofficer fra politiet er vejen nu banet for endnu mere effektiv koordination af redning af skibe og luftfartøjer.

Fordelene ved flytningen fra Kangilinnguit/Grønnedal til Nuuk overskygger i høj grad ulemperne. Operativt er der kun fordele ved flytningen både i dagligdagen og i tilfælde af større hændelser, hvor beredskabskommissionen træder sammen.

- At koordination mellem alle aktører i beredskabskommissionen sker omkring samme bord, gør koordinationen bedre, og misforståelser ryddes af vejen i opløbet, udtaler chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Stig Østergaard Nielsen.

Arktisk Kommando holder reception
Et hyppigt stillet spørgsmål til medarbejdere i Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk er: ’Savner du ikke naturen i Kangilinnguit/Grønnedal?'

Det er der nogle, der gør, men for de fleste opvejes dette fuldt ud af de andre og flere muligheder i og omkring Nuuk. Her er også en dejlig natur, og så er der gode jobmuligheder til medrejsende hustruer og mænd. Særligt muligheden for at opleve og blive integreret i det grønlandske samfund opleves som en kilde til meningsfuldhed, glæde og oplevelser.

Arktisk Kommando takker medarbejderne i kommunen, byens borgere samt samarbejdspartnere i selvstyret, politi, i erhvervslivet med flere for deres imødekommenhed og hjælpsomhed, som har givet medarbejderne i Arktisk Kommando mulighed for at falde hurtigt til.

Begivenheden markeres ved en reception i Arktisk Kommandos hovedkvarter for medarbejdere og indbudte samarbejdspartnere’, skriver Thomas Bruun de Neergaard.

Powered by Labrador CMS