Stor bevilling til at forske i grønlandske børn og unge

En bevilling på flere millioner kroner sikrer ny forskning i grønlandske børn og unges sundhed, trivsel og livsvilkår

Forskningsprojektet skal også følge børn og unges udvikling over tid. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Mere end seks millioner kroner har Danmarks Frie Forskningsfond bevilget til en stor undersøgelse af børn og unges trivsel.

Undersøgelsen vil bidrage med viden om, hvordan børn og unge har det i Grønland, og hvilke livsvilkår der har betydning for deres liv. 

Der bliver tale om et såkaldt registerforskningsprojekt, der skal bygge på data fra både sundhedsvæsenet, kommuner, politiet og relevante registerdata for børnenes forældre.

Det oplyser Center for Folkesundhed i Grønland under Syddansk Universitet.

Ikke gennemført før

- Selvom mange grønlandske børn har oplevet svære opvækstvilkår, er der på nuværende tidspunkt ingen forskning, der viser, hvordan børn og unge mellem 0-18 år har det på nationalt plan, skriver centeret i en pressemeddelelse.

Forsknings- og strategisk leder på centeret, professor Christina Viskum Lytken Larsen, glæder sig over, at undersøgelsen kan blive gennemført takket være den store bevilling:

- Vi er rigtig glade for bevillingen og håber på, at vi med solide data kan understøtte det gode arbejde, der allerede foregår med at forbedre vilkårene for børn i Grønland, siger Christina Viskum Lytken Larsen, der også er seniorforsker ved Ilisimatusarfik.

Projektet vil ligeledes følge børn og unges udvikling over tid, og forskerne håber at blive klogere på, hvilke faktorer i opvæksten der fremmer et sundt liv med trivsel.

Powered by Labrador CMS