Stolt og taknemmelig: Palle Jerimiassen melder sig klar til valgkamp

Kommunens økonomi er vendt til det bedre, kommunedeling, samarbejde mellem kommunalbestyrelse og medarbejdere har været afgørende og ikke mindst har Fiskeriloven fyldt meget politisk for Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jerimiassen, i året, der er gået. Han oplyser, at han vil genopstille til kommunalvalget næste år. 

Offentliggjort

2024 har været et travlt år for Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jerimiassen. Han ser tilbage på året, der indeholder udvikling i kommunen, politiske resultater og udfordringer. 

Kommunens økonomiske udfordringer og forbedringer, fiskerilovens betydning for enkelte borgere og arbejdet med børneområdet har fyldt, fortæller han:

- Det vigtigste resultat, som jeg ser i mit politiske arbejde, er, at kommunens økonomi er vendt til det bedre, siger Palle Jerimiassen og takker kommunalbestyrelsen og kommunens medarbejdere for deres hårde arbejde med at vende den vanskelige økonomiske situation.

Kommunen har til for nylig været under skærpet tilsyn af Naalakkersuisut på grund af skræntende økonomi, men det blev for nyligt ophævet, da økonomien nu er forbedret.

Fiskeriloven fylder stadig

I foråret blev en ny fiskerilov vedtaget. Fiskeriloven har været et af årets mest presserende politiske emner i kommunen, hvor fiskeriet er et stort erhverv. Palle Jerimiassen fortæller, at kommunen fortsat arbejder på at forstå, hvordan loven vil påvirke borgere og fiskeribranchen.

- Vi venter stadig spændt på at se, hvad det vil betyde for de enkelte jollefiskere, før vi virkelig kan vurdere de nye kvoters indflydelse, siger han. Især er der bekymring for bygder og byer, der er afhængige af hellefisk.

Udvikling på børneområdet

Selvom børneområdet fortsat har mange udfordringer, ser borgmesteren også positiv udvikling på området.

- Der er altid plads til forbedringer, men jeg glæder mig over, at børneområdet er i en markant positiv udvikling, selv om der stadig er mange udfordringer på det område. Jeg ser det som mit vigtigste politiske arbejde, at vi i vores kommune udvider og fortsat styrker familierådslagning, så vi kan få sikre familier og sikre, at børnene bliver anbragt uden for hjemmet i et minimum.

At pege fingre fører til distance

Palle Jerimiassen roser virksomhederne inden for fiskeri og turisme, som han betegner som fundamentet for kommunens stærke økonomi.

- Alle partier arbejder for at forbedre borgernes levevilkår, og det kan kun lade sig gøre i fællesskab. At pege fingre fører til distance, men alt kan lade sig gøre, når man lytter og arbejder sammen, siger han.

- Jeg vil genopstille

Afslutningsvis meddeler Palle Jerimiassen, at han genopstiller til kommunalvalget og ser frem til at fortsætte arbejdet for Avannaata Kommunia.

- Jeg genopstiller til kommunalvalget, siger Jerimiassen, der har været løsgænger siden kort efter valget i 2021. 

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår sender borgmesteren en varm tak til kommunens borgere, medarbejdere og erhvervsliv.

Powered by Labrador CMS