KOMMUNALVALG

Stine Egede: Vi gik til valg på at rydde op, og det er vi godt i gang med

Skeletterne er mildest talt væltet ud af Kommune Kujalleqs økonomiafdeling det seneste år. – Det er ikke populært at rydde op, men det har været nødvendigt, siger borgmester Stine Egede, der er klar over, at vælgernes dom over hende og partiet kan blive hård

– Man er altid spændt op til et valg, for man ved aldrig, hvilken dom man får for de ikke altid populære beslutninger, man har truffet. Men vi gik til valg i 2021 på at rydde op, og da vi gik i gang, væltede skeletterne ud af skabet, siger Stine Egede, der har været borgmester i Kommune Kujalleq siden 2021
Offentliggjort

Blandt Inuit Ataqatigiits 15 kandidater til kommunalvalget er Stine Egede, der overtog borgmesterposten fra Siumuts Kiista P. Isaksen i 2021, og som siden har stået i spidsen for landets sydligste kommune, Kommune Kujalleq. En kommune, der både har potentiale til at vækste inden for turisme og råstoffer, men som aktuelt er helt i knæ som følge af et stort økonomisk rod.

Upopulært at reformere 

Stine Egede er godt klar over, at vælgernes dom over hende kan ende med at blive hård til kommunalvalget, men som hun siger; det er ikke populært at rydde op og lave reformer, men det har været nødvendigt i tilfældet med Kommune Kujalleq. 

– Man er altid spændt op til et valg, for man ved aldrig, hvilken dom man får for de ikke altid populære beslutninger, man har truffet. Men vi gik til valg i 2021 på at rydde op, og da vi gik i gang, væltede skeletterne ud af skabet. Timingen er selvfølgelig ærgerlig, for havde vi vidst, hvor alvorlig en situation vi stod i, var vi startet med økonomien, siger Stine Egede. 

Rod i regnskaberne 

Det var i april 2024, at kommunen selv fandt ud af, at de ikke havde betalt A-skat ad flere omgange, og at de senest havde opbygget en skattegæld på over 40 millioner kroner i 2023. Det førte til at kommunalbestyrelsen på et møde i maj 2024 besluttede at udvide kassekreditten til 100 millioner kroner for at mindske presset på likviditeten. Derudover var der blevet fundet mange bogføringsfejl, manglende periodiseringer og afstemninger samt konstateret et overforbrug på 8 millioner kroner i forhold til budgettet.

Kommune Kujalleqs økonomi er presset, og der skal blandt andet skæres 40 mio. kroner i personaleomkostninger.

KANDIDATER TIL KOMMUNEVALGET I KOMMUNE KUJALLEQ FOR INUIT ATAQATIGIIT

Stine Egede, Asmus Hansen, Sofus Hansen, Didda Isaksen, Marie E. Isbosethsen, Mouritz Karlsen, Lars Salik Kielsen, Debora Kleist, Pipaluk Jakobsen Larsen, Ivalo Motzfeldt, Gerth Møller,  Najánguak' Nikolajsen, Sofia Olesen, Aviaaja  Sandgreen og Tittus Tittussen

I juni lød det, at indkøbet af 22 personaleboliger i Qummut samt et markant øget forbrug på socialområdet pressede kommunens likviditet yderligere. 

Borgermøder og genopretningsplan 

Stine Egede holdt i sensommeren borgermøder om skattegælden og kommunens dårlige økonomi i Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq, inden kommunalbestyrelsen i oktober godkendte en økonomisk genopretningsplan. 

Efterfølgende besluttede Naalakkersuisut, efter borgmesterens anmodning, om hjælp til at yde akut støtte til kommunens socialforvaltning, der fortsat varetages af Socialstyrelsens medarbejdere. 

– Vores skattegæld kom frem, da vi med hjælp fra eksterne konsulenter gik i gang med at rydde op i økonomiområdet. Jeg gik til valg på åbenhed, så derfor lagde vi straks viden på bordet, da vi opdagede at noget var galt. Jeg har også været rundt på borgermøder og fortælle om situationen, men det er klart, at folk hører forskelligt, og fordi vi er i valgkamp, så bruges rodet i økonomien imod os. Men i virkeligheden er vi i gang med at rydde op i økonomistyringspraksis, der går langt tilbage. Derudover har jeg som borgmester nok også haft for stor tiltro til mine medarbejdere. Jeg har lært nu, at tillid er godt, men kontrol er i nogle henseender bedre, siger Stine Egede.

 Kommunen skal slankes 

En del af genopretningsplanen består i at spare 70 millioner kroner herunder 40 millioner kroner til personaleomkostninger. 

Ifølge Stine Egede har Kujalleq nemlig for mange ansatte i forhold til kommunens størrelse. 

– Vi har næsten samme indbyggertal som Qeqertalik, men hvor vi har 1300 ansatte i kommunen, har Qeqertalik 900 ansatte. Vi er nødt til at slanke os. Jeg ved godt, at det ikke er populært, men det er nødvendigt, siger Stine Egede, der faktisk også er stolt af, hun i løbet af sin borgmestertid har fået skabt overblik og åbenhed om kommunens økonomi, og at alle partierne er gået sammen om en spareplan. 

– Det tager tid at reformere, men vi er på rette vej. Det er jeg stolt af.

Powered by Labrador CMS