Stilhed fik Aka til at tale

Aka Hansen er født i Aarhus og har en grønlandsk mor og en dansk far. I Gellerup Parken var hun en blandt mange etniciteter, hele 27 forskellige i børnehaven. Hun er opdraget til, at alle kan spise og lege sammen, så det var noget andet, da hun og hendes familie flyttede til Nuuk. Her blev hun drillet med hun ikke talte så godt grønlandsk, og fik at vide at hun sagde det grønlandske ’q’ som ’kra’.

Dette ændrede ikke på Akas syn på sin herkomst, for hun var stolt af den. Og så blev hun tidligt indført i feminismen.

- Jeg kan huske min mor sagde at alle kan lave mad. Der var ingen grund til, at jeg skulle kunne det, for ”alle, der kan læse, kan læse en kogebog”. Det var ikke en opgave, der var kønsbestemt. Og når jeg har sagt sådanne ting udenfor vores hjem, så har jeg mødt af andre måske ikke tænkte det samme, fortæller Aka.

Men det var især, mens hun var under uddannelse på filmskolen, at hun fik øjnene op for den skæve fordeling af viden, der var mellem grønlændere om Danmark og danskere om Grønland.

- Når vi ved så meget om dansk politik og historie, hvorfor er det folk i Danmark ikke ved noget om grønlandsk infrastruktur og historie? Jeg har fået kommentar om ”ej, du taler virkelig godt dansk”.

Aka talte med flere grønlandske studerende på universitetet, som også undrede sig over den manglende viden.

- Jeg tænkte, at nogen ville begynde at tale om det, men der var bare stilhed. Det begyndte at gå mig på, så jeg begyndte at italesætte nogle ting. I starten mere på Facebook. Der var rigtig mange, der forstod hvad jeg mente, men der var også mange der mente, at det jeg sagde var forkert. Nogle syntes at det ikke var rart at det blev italesat. At det var forkert at gøre det. Det var et stort chok for mig, siger hun. 

Pigeprisen

”Gennem sine film og dokumentarer forsøger Aka Hansen at nuancere blikket på Grønland og give et talerør til kvinder og minoriteter. I sin aktivisme tager Aka Hansen derfor afsæt i grønlandsk kultur og viser blandt andet, hvordan kvinder altid har spillet en ledende rolle i hele det grønlandske samfund til inspiration for andre”, skrev PlanBørnefonden da Aka fik Pigeprisen i 2023.

- Jeg betragter Pigeprisen som et skulderklap til det jeg laver. Jeg har søgt mange stillinger, men jeg har ikke været til samtale selvom jeg er kvalificeret. Jeg er ikke kommet i betragtning en eneste gang, fordi jeg er kritisk over for, hvordan samfundet er i dag. Det har været rigtig hårdt og svært at acceptere. Når man gerne vil bo her og bidrage til samfundet, og så få at vide ”vi ønsker ikke at have dig her”. Så synes jeg at denne pris kan være med til at vise at man godt kan støtte mig. At det ikke er så farligt at tale om de her ting.

- Det var selvfølgelig en overraskelse for mig, at man i Danmark vil sætte pris på mit arbejde, fordi jeg netop kritiserer Danmark – kolonitiden og samfundet i dag. Det er meget rørende at blive anerkendt for at sige disse ting.

Om hvorfor hun italesætter sine holdninger, siger hun:

- Når man er dansk og grønlandsk, som jeg er, så kan jeg ikke vælge den ene fra den anden, for jeg er begge dele. Men derfor synes jeg godt, at jeg stadig kan sætte spørgsmålstegn ved kolonitiden, sætte spørgsmålstegn ved, hvordan dansk politik foregår i dag.

Aka nævner juridisk faderløse, bortadoptering af grønlandske børn og spiralskandalen, som nogle af de emner, hvor staten har behandlet grønlændere anderledes. Handlinger, som hun mener er overgreb af det grønlandske folk.

- Da jeg begyndte at tale om afkolonisering sådan rigtigt i 2020, var der mange der skrev til mig privat: ”hvor er det godt at du tør tale om det, for jeg er bange for at miste mit job, hvis jeg sagde det samme”, eller ”jeg tør ikke at like dit opslag eller dele dit opslag, fordi jeg er bange for hvad andre tænker”. På en eller anden måde kan jeg mærke at der er sket et skift.

- Det er måske blevet lidt mere sikkert at sige hvad man rigtigt føler og hvad man rigtigt taler om i sit hjem og blandt familien, hvor man før ikke har turdet at sige det offentligt. Nu føler jeg, at der er flere, der gør det. Stadig ikke alle. For jo mere man er udsat på arbejdsmarkedet, jo mere er det på spil, hvis man siger noget som alle ikke er enige i, slutter Aka.