særbehandling?
Steen Lynge: Du tager helt fejl, Anda
Naalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur Steen Lynge fra Atassut går i rette med Demokraternes Anda Uldum
- Jeg skal hermed tilbagevise Demokraternes Anda Uldums beskyldning om, at han er blevet tilbudt særbehandling af Departementet for Sundhed og Infrastruktur på min foranledning.
Sådan skriver naalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur Steen Lynge fra Atassut, som onsdag ikke ønskede at tale med KNR i forbindelse med Radioavisens historie om, at Siumuts Lars-Emil Johansen angiveligt ikke er den første politiker, der er blevet tilbudt særlig behandling af departementschef i Departementet for Sundhed og Infrastruktur Ann Birkekær Kjeldsen.
Læs "Ny afsløring øger presset på Steen Lynge"
Læs "Lars-Emil hjulpet udenom Sana-kø"
Steen Lynge forklarer forløbet således:
- Kort efter min indsættelse som medlem af Naalakkersuisut konstaterede jeg, at Anda Uldum via Facebook havde rettet en meget alvorlig kritik af sundhedsvæsenet.
- Jeg orienterede departementschefen i Departementet for Sundhed og Infrastruktur (Ann Birkekær Kjeldsen, red.) om dette og bad hende om at kontakte Anda Uldum med en opfordring om at indgive en officiel klage. Derved ville sundhedsvæsenet kunne få kendskab til og forholde sig til den alvorlige klage, som han havde fremsat i sin Facebook-status, oplyser Steen Lynge.
Blev alene opfordret til at indsende en klage
Anda Uldum afviste henvendelsen.
Herefter gjorde man - ifølge Steen Lynge - fra departementets side ikke mere ved sagen.
- Jeg mener, at alle borgere, herunder politikere, har pligt til at benytte de officielle klageveje, hvis man oplever, at der er grund til at klage over den behandling eller service, man modtager fra sundhedsvæsenet. På den måde får sundhedsvæsenet mulighed for at forholde sig til klagen og til at drage læring fra den.
- Jeg er overrasket over, at Anda Uldum fremlægger sagen som beskrevet i pressen, og får det til at lyde, som om han var blevet tilbudt at få en særbehandling, når virkeligheden var en helt anden. Han blev alene opfordret til at indsende en klage.
- Jeg mener, at det er en urigtig udlægning Anda Uldum giver, og jeg skal tilbagevise det på det kraftigste, lyder det fra Steen Lynge.
Sermitsiaq.AG er ved at indhente en ny kommentar fra Anda Uldum.