Beredskab
Specialstyrker med på redningsøvelse
Både Jægerkorpset og Frømandskorpset deltager i stor redningsøvelse i næste uge
Oliespild, skibskollision og flystyrt er nogle af de scenarier, der i næste uge skal øves igennem, når der er arktisk beredskabsøvelse i Nuuk og Mestersvig.
Øvelsen hedder Arctic Response 2015, og Beredskabsstyrelsen i Danmark deltager.
Øvelsen består af en række forskellige scenarier, der alle sammen har til formål at afprøve procedurer og samarbejde samt at teste forskellige enheders indsatskapaciteter under de særlige vilkår, som gør sig gældende i Arktis. Det kan for eksempel være flystyrt, skibskollision eller andre større ulykker og katastrofer, oplyser styrelsen.
Ekspertberedskab
Fra Beredskabsstyrelsen deltager i alt 22 redningspecialister, blandt andet en ekspert fra styrelsens kemiske beredskab samt mandskab fra HazMat-beredskabet, der håndterer farlige stoffer.
Specialstyrker
Fokus for øvelsen i Vestgrønland vil være eftersøgnings- og redningsoperationer og håndtering af farlige kemiske stoffer til søs.
I Østgrønland vil fokus være at arbejde og opholde sig i utilgængelige områder herunder rekognoscering langs kysten for at hjælpe tilskadekomne, der er drevet i land og etablering af en lejr til 190 personer.
Under hele øvelsen skal enhederne i Østgrønland være 100 procent selvforsynende og løse opgaverne i samarbejde med forsvarets specialstyrker, Frømandskorpset og Jægerkorpset.
Arktisk beredskabsstyrke
Arktisk beredskabsstyrke skal dels kunne supplere Forsvarsministeriets nuværende operative indsats i Arktis, dels kunne bistå andre myndigheder med beredskabsansvar i Grønland.
Når den arktiske beredskabsstyrke bliver aktiveret, bliver den sammensat af kapaciteter fra hele forsvarsministerområdet, fly, skibe, enheder fra Beredskabsstyrelsen med flere, der til daglig løser andre operative opgaver i Danmark eller i forbindelse med internationale operationer.
Hele Danmark
Øvelsen Arctic Response afholdes i perioden 17.-26. september.
Beredskabsstyrelsens mandskab under øvelsen er til daglig tilknyttet styrelsens afdelinger i Haderslev, Herning, Thisted, Hedehusene, Næstved, Bornholm og styrelsens kemiske beredskab.
Læs også: Se billeder: Hoist-øvelse ved Nuuk