Spænding, fællesskab og bingoplader

Juleposen fra Bror & Søster har især fanget min interesse. Der er altid noget godt i den forretning, i hvertfald for mig. Eller den blå flyverdragt fra sportsforretningen Ittu.net. Den skulle min store søn have. Eller pengepræmieren på 40.000 kroner.

Det er organisationen Lions Club, der har arangeret sin årlige julebingo, som jeg er med til.

Jeg er den type, der aldrig vinder noget. Måske er det anderledes nu? Med håbet så højt oppe, at jeg allerede kan se min søn i den blå flyverdragt, drager jeg afsted mod Godthåbhallen.

Jeg har overtalt min mand til at være med, og brugt bådforhandlerens Yama-teks præmie som lokkemad. Vores søn er også med, han behøver ikke nogen lokkemad, han er bare glad, hvis han er sammen med sin anaana og ataata.

Min aanaa har altid gået til bingo og jeg kan huske, at hun gav mig lidt lommepenge hver gang, hun havde vundet noget.

På vejen mod Godthåbhallen, tænker jeg på bingo og hvor meget, det har fyldt min barndom. Min aanaa har altid gået til bingo og jeg kan huske, at hun gav mig lidt lommepenge hver gang, hun havde vundet noget. Bingo, Arktis og oprindelige folk har altid hængt lidt sammen. På en måde.

- Se, mor!

Min søn Inuk, peger på et juletræ, da vi kommer ind til hallen.

Der er 15 minutter til bingo starter og der er allerede propfyldt med bingoglade mennesker. Der er syv lange borde med cirka 40 mennesker på hvert bord og vi var heldige, da vi fandt nogle tomme stole. Vi sætter os ned foran en ældre dame. Hej med dig. Hun smiler ikke særlig meget og virker lidt gnaven. Ajunngilaq.

- Velkommen alle sammen til årets julebingo af Lions Club, siger en mandlig opråber fra en mikrofon.

Let’s go.

Julehygge

Med en mental highfive til Lions Club, fordi de har givet økonomisk støtte til Mælkebøtten, jul for hjemløse og GM i bordtennis, er jeg klar til at bingo den af med et par bingoplader og en orange bingodupper.

- Nummer 43, siger opråberen.

Dup.

Jeg kigger på de alle de mennesker, der er samlet. Nogle er smilende, de hygger sig og nyder en kop varm kaffe, mens de spiller bingo. Ah, juletiden giver også muligheden til at være lidt social på en hyggelig måde. Nuan, tænker jeg og kigger på den ældre dame. Suli, jeg kunne ikke få et smil ud af hende.

- Nummer 12.

Dup.

Nogle folk har ikke plads på de lange borde, så de har sat sig på tilskuersæderne. Opråberen fortsætter med at sige forskellige numre.

- Bingo! Råber en kvinde med lyst hår.

Jeg ånder ud. Det er som om, jeg har holdt vejret i de få minutter, vi ledte efter tal. Hov, øjenkontakt med den ældre kvinde. Hun smiler til min søn og giver ham en kuglepen, så han kan tegne på de brugte bingoplader. Hun løsner sig under spillene. Måske er det en god måde for hende og afstresse på?

- Nu fortsætter vi. Næste nummer 42.

-Bingo!

Hvad?

- Det er den samme, der lige har vundet to rækker. Fantastisk! siger opråberen.

Folk jubler og klapper. Tænk at være så heldig.

All in

Uha, man kan høre en knappenål falde. Nu spiller vi mod en samlet præmie til omkring 4.000 kroner.

Nummer 90. Gamle ole.

- Du er alt for hurtig! Jeg kan ikke følge med, råber en bingospiller. Hun har omrking seks plader på engang, plader foran og bagpå.

- Qaa! Spil med færre plader! råber en anden.

Overfor kvinden med de mange bingoplader, sidder der en kvinde med hvide servietter proppet ind i ørerne. Er hun antisocial og særligt sensitiv overfor støj? Eller er hun bare koncentreret?

Rummet føles intenst, folk går virkelig all in.

- Nummer 14.

Dup.

- Åh nej, siger min mand. Han har kun et nummer tilbage. Hvis opråberen siger 86, så vinder han.

- 46.

Dup.

- Kom nu, 86! Vi vil meget gerne vinde præmien!

Mit hjerte banker. 86. 86. 86. Please julemand, jeg skal nok være artig resten af mit liv.

- BINGO! Råber en anden heldig bingospiller lidt længere fra.

Hajja, smiler min mand og jeg til hinanden. Alaa.

Nu smiler hende den ældre dame til os. Jo flere numre, vi hører, desto større hendes smil bliver. Vi giver hende julesmil så meget, som vi kan, og tager tøj på for at give op.

Lige så snart vi stod op, var der nogle, der kom og ventede, så de kunne sætte sig på vores sæder.

Med håbet lidt knust, men alligevel fyldt med god energi og hygge, forlader vi hallen. Ud til et Grønland, der er den bedste til at fejre jul og hygge.