Søvndal dropper CIA-undersøgelse

Regeringen pressede i september på for at få undersøgt CIA's fangeflyvninger. Men nu vil de ikke se på sagen

Villy Søvndal er blevet udenrigsminister og løber fra løftet om en undersøgelse af CIA flyvninger i og over Grønland. (Foto: Leiff Josefsen).
Offentliggjort

Den nye regering løber fra løftet om at få undersøgt, om den amerikanske efterretningstjeneste CIA har brugt dansk luftrum til tjenestens hemmelige fangeflyvninger.

Selv om De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ellers så sent som i september krævede en uvildig undersøgelse af fangeflyvningerne, så mener udenrigsminister Villy Søvndal (SF) nu, at der ikke længere er brug for en sådan.

- For at vi ikke skal sande til i bagudrettede og omkostningstunge undersøgelser har regeringen vurderet, at det ville være tilstrækkeligt at genfremsætte tilbuddet til Grønland om, at de kan få fri og komplet adgang til alt relevant, hvis de i Grønland mener, at de har det behov, siger Villy Søvndal til Ritzau.

Selv om der i det nye regeringsgrundlag kun er nævnt, at en undersøgelseskommission skal se på baggrunden for deltagelsen Irak-krigen og "mulige problemer med Danmarks overholdelse af internationale konventioner i forbindelse med krigsførelsen i Irak og Afghanistan", så forklarede regeringspartierne i september, i forbindelse med præsentationen af deres fælles udenrigspolitiske udspil, at fangetransporterne netop ville være en del af denne større undersøgelse.

Senest blussede striden mellem den daværende VK-regering og oppositionen op ved årsskiftet, da indberetninger fra den amerikanske ambassadør i København afslørede, at regeringen tilbage i 2008 ikke ønskede at stille USA kritiske spørgsmål om CIA-flyvningerne, selv om den officielt foregav at afkræve klare svar og gav løfter om det til Folketinget.

I stedet for en uvildig undersøgelse nedsatte udenrigsminister Per Stig Møller (K) dengang en arbejdsgruppe, som konkluderede, at der ikke var beviser på fangeflyvningerne.

USA har dog hverken ønsket at be- eller afkræfte oplysningerne om op mod 1900 mistænkelige CIA-flyvninger gennem dansk luftrum siden 2001.

Fakta om den spegede sag om CIA-flyvningerne

* Sagen om de påståede ulovlige CIA-overflyvninger og landinger i Grønland blev taget op i 2006. Dengang meddelte VK-regeringen, at der ikke var noget at komme efter.
* I begyndelsen af 2008 satte DR's dokumentarfilm "CIA's danske forbindelse" fornyet fokus på den amerikanske efterretningstjenestes eventuelle fangetransporter i dansk luftrum.
* Dokumentarfilmen sandsynliggjorde, at CIA med såkaldte dækselskaber igennem flere år havde brugt den grønlandske lufthavn Narsarsuaq, inden fangerne blev fløjet til lande som Rumænien, Usbekistan og Afghanistan, hvor CIA menes at have haft hemmelige fængsler for terrormistænkte.
* Den tidligere chef for CIA's hemmelige fangeprogram Michael Scheuer sagde, at det er fast praksis, at fly fra den amerikanske efterretningstjeneste opgiver falsk identitet, når de flyver gennem andre landes luftrum og benytter landenes lufthavne til at tanke op.
* Regeringen besluttede at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe, men regeringen og Dansk Folkeparti afviste at lave en uvildig undersøgelse af anklagerne mod CIA.
* I en rapport har EU-Parlamentet tidligere konkluderet, at CIA har gennemført et utal af ulovlige transporter og tilbageholdelser af terrormistænkte fanger på europæisk grund med regeringernes hemmelige velsignelse.
* Ifølge rapporten er der tale om mindst 1245 CIA-flyvninger fra 2001 til 2005. Siden 2001 har der været talrige overflyvninger af dansk og grønlandsk luftrum og landinger i lufthavne med fly, der sættes i forbindelse med CIA.
* Selv om USA's tidligere præsident George W. Bush har indrømmet, at CIA har haft hemmelige fængsler i andre lande, hvor formodede terrorister er blevet afhørt, så har efterretningstjenesten aldrig bekræftet eksistensen af de hemmelig fangeflyvninger.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS