taget med på råd
Søren Pind bød indenfor
Justitsminister, Søren Pind (V), inviterede tirsdag de to grønlandske folketingsmedlemmer til en introduktion af politiets arbejde i Grønland
I går mødtes de to grønlandske folketingsmedlemmer, Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aleqa Hammond (S), med justitsminister, Søren Pind (V) og politimester, Bjørn Tegner Bay.
IA’s Aaja Chemnitz Larsen brugte mødet til at understrege behovet for opdatering af lovgivningen, det fremgår i hendes pressemeddelelse.
Mødet bød også på en introduktion til politiets arbejde i Grønland, og den stod politimesteren i Grønland, Bjørn Tegner Bay, for.
Ny sekretariat
Invitationen kom fra justitsministeren, og den ses som en direkte konsekvens af Søren Pinds nye initiativ med oprettelse af et nordatlantisk sekretariat.
Naalakkersuisoq for justitsområdet, Mala Høy Kúko (A), har for nylig vist sin glæde ved den nye enhed i Justitsministeriet.
Læs: Mala Høy Kúko lover at løfte justitsområdet
- Det var en fin gennemgang af politiets arbejde, og der er ingen tvivl om, at ministeren viser en reel interesse for Grønland. Det flugter også fint med regeringsgrundlaget, som blandt andet siger at man løbende vil opdatere lovgivningen for Grønland, som Danmark har ansvaret for, udtaler Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.
Med i forhandlinger
Hun pointerede også, at Grønland skal tænkes direkte ind i forhandlinger.
- Jeg understregede ved mødet blandt andet behovet netop for en opdatering af lovgivningen, ligesom jeg pointerede vigtigheden af, at Grønland skal tænkes direkte ind i de politiforligsforhandlinger som pågår nu, og som skal danne rammen om politiets økonomi, og dermed arbejde de næste 4 år, siger folketingsmedlemmet Aaja Chemnitz Larsen.
Justitsministeren inviterede de to grønlandske folketingsmedlemmer til endnu et møde kort efter efterårsferien. Her vil man diskutere, hvad der efter de grønlandske politikeres mening kan bedres på området.
Læs også: IA roser den nye justitsminister