Pamperi

Søren E. : Aleqa bilder sig selv ind, at hun er Nelson Mandela

Det irriterer Søren Espersen, når formand for Naalakkersuisut siger, at det eneste positive, hun har fra Danmark er brun sovs. - Er det takken?

Aleqa Hammond formand for Naalakkersuisut får en bredside af Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Han skriver blandt andet, hun leder landet 'elendigt'
Offentliggjort

Der er ingen, der kigger Grønlands politikere i kortene. Under den overskrift skriver Søren Espersen, MF for Dansk Folkeparti om forholdet Danmark/Grønland, som han mener blever undermineret af formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, Siumut, der i øvrigt efter hans mening leder landet 'elendigt'.

Bredsiden kommer på Søren Espersens blog på Jyllands-Posten, hvor han fortæller om Rigsrevisionen og Statsrevisoratet, der er berømmet verden over. Et system, der er stærkt medvirkende til, at Danmark i alle internationale målinger er på førstepladsen, når det gælder mindst korruption og mindst nepotisme. Dog er der et sted, man ikke kan kontrollere, hvad bloktilskuddet bruges til. Og det er i Grønland:

- Hver eneste krone, regeringen bruger, bliver endevendt af Rigsrevisionen: Hvor endte skatteydernes penge? Var det nu også fornuftigt at anvende pengene på denne måde? Joh, den danske regering bliver holdt i ørerne!

- På samme nidkære måde kigger Rigsrevisionen udviklingslandene i kortene, når det skal vurderes om de danske bistandspenge går til de mest fornuftige projekter. Dog - ét sted i verden, hvor danske skatteyderpenge i dén grad strømmer hen, foretages ingen forvaltningsrevision. Stedet er Grønland. Hvert eneste år overføres til Grønlands Landsstyre det klækkelige beløb af 3,6 milliarder kroner.
Men hvor pengene ender, aner ingen, for Rigsrevisionen, som for år tilbage, helt selvfølgeligt, også kiggede Grønland i kortene, er ude af spillet: Grønlands Selvstyre fyrede Rigsrevisionen, skriver Søren Espersen, der stiller spørgsmålstegn ved, om Grønland klarer revisionen af pengene selv.

Pinlige skandaler
Søren Espersen kommer ligeledes ind på, at Landsstyreets revision kun skal sikre, at der er balance i regnskabet:

- Altså foretage sig det, som enhver lille forenings-revisor gør.
Og alt i mens martres Grønland af elendig regeringsførelse, under partiets Siumuts ledelse - kendetegnet ved nepotisme, gyldne vennetjenester og af den ene pinlige, økonomiske skandale efter den anden. For der er ikke længere en nidkær Rigsrevision til at kigge Grønlands pampere i kortene.

Læs også: Aleqa: Hvad med de skide 3,6 milliarder

Læs også: Aleqa: Danmark skal blande sig udenom

Men det er altså danske skatteyderes milliarder, der år efter år pumpes op i Grønlands evigt sultne pengekasse, skriver Søren Espersen.

Hån og tak
- Og så - for at det ikke skal være løgn - så kommer nu, i 2014 det officielle Grønlands “tak”: Hån og spark til Danmark - leveret af en nedrig landsstyreformand, Aleqa Hammond, som hader Danmark, og som benytter enhver lejlighed til at svine Danmark til. En kvinde, som bilder sig selv ind at hun er Nelson Mandela, og 'vil dø i frihed'. Som frækt har tilkendegivet, at “det eneste positive, hun har fået fra Danmark, er brun sovs…”. En landsstyreformand, som hver dag arbejder på at ødelægge forholdet til Danmark. Hvor længe skal vi venner af Rigsfællesskabet egentlig blive ved med at finde os i det?

Citatet, som Søren Espersen henviser til om Aleqas 'brune sovs' blev bragt i dagbladet Information. Du kan læse hele artiklen her

Du kan læse hele Søren Espersen blog her

Powered by Labrador CMS