Søgning genoptages efter MH370 ti år efter mystisk forsvinding
227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer var om bord, da MH370 forsvandt under flyvning i 2014.
Arkivfoto fra 2014 af pårørende til passagere og besætning på MH370, der forsvandt på mystisk vis.
Foto: Wang Zhao/AFP/Ritzau Scanpix
Malaysias regering har besluttet at genoptage eftersøgningen efter passagerflyet MH370, der forsvandt under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing i 2014.
Det oplyser Malaysias transportminister, Anthony Loke, ifølge Reuters.
Håbet er, at vragrester fra flyet bliver fundet, så de efterladte til passagererne kan få vished om, hvad der skete med flyet.
- Vores ansvar, forpligtelse og engagement er rettet mod de pårørende, siger transportministeren på et pressemøde.
Der var 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord på MH370, da det forsvandt 8. marts 2014.
Flyet formodes at være styrtet ned i Det Indiske Ocean ud for Australiens vestkyst. Men det er ikke lykkedes ved tidligere eftersøgninger at slå fast, hvad der egentligt skete med flyet, da det forsvandt.
Det sidste signal fra flyet blev modtaget, 40 minutter efter at det lettede fra Kuala Lumpur i Malaysia. Herefter blev flyets transponder, der modtager og sender signaler, slukket.
Militære radarer har vist, at flyet forlod sin planlagte rute og fløj tilbage over det nordlige Malaysia og fortsatte mod den indonesiske ø Sumatra.
Herefter fløj passagerflyet mod syd, inden det ikke længere kunne spores.
Virksomheden Ocean Infinity skal stå for eftersøgningen, der skal koncentreres om et område i den sydlige del af Det Indiske Ocean.
Ocean Infinity har selv anmodet om at få lov at genoptage eftersøgningen på vegne af Malaysias regering.
Samme firma stod for den seneste eftersøgning, der sluttede i 2018.
Ifølge aftalen med Malaysia modtager Ocean Infinity 70 millioner dollar - 500 millioner kroner - hvis eftersøgningen resulterer i "afgørende" fund.
Flere vragrester fra flyet er allerede skyllet op på Afrikas østkyst og på flere øer i Det Indiske Ocean, uden at det har givet klarhed om, hvad der skete med MH370 og de 239 ombordværende.
Både Malaysia, Kina og Australien har deltaget i eftersøgningerne efter MH370.
/ritzau/