Børns rettigheder

Sms-rådgivning for børn og unge

Børnerettighedsinstitutionen MIO åbner tirsdag gratis sms-rådgivning for børn og unge

Sms-rådgivning på 1899 åbner den 1. oktober
Offentliggjort

Rådgivningen for børn og unge bliver udbygget, hvor der allerede i dag er mulighed for at chatte eller ringe om gode råd. Nu bliver det også muligt at sms’e til 1899 og få svar fra erfarne rådgivere for børn og unge.

Sms rådgivningen åbner tirsdag den 1. oktober og kører sideløbende med rådgivningen gennem chat og telefon.

- Forhåbentligt kan vi med sms-rådgivningen nå bredere ud og dermed give rådgivning til flere børn. Sms er et medie, som børn i dag er meget fortrolige med, og det er derfor vigtigt, at rådgivningstilbuddene følger med udviklingen og gives på en platform, hvor børn er i dag, siger børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen.

Det er Tele-Post, der her sponseret opsætningen af tjenesten, hvor børn og unge kan sms’e gratis om råd.

- Uden sponsoratet fra Tele ville dette projekt ikke være muligt. Det er vigtigt for os, at alle børn kan kontakte os for at få hjælp, herunder børn uden Tusass på kontoen, så de også har mulighed for at få rådgivning, når behovet opstår, siger børnekonsulent Bea Platou, MIO.

Børnenes henvendelser bliver modtaget af børnerådgivere der er delt i to teams. De har gennemført et kursus i børnesamtaler.

- Rådgiverne skal være klædt på til at tale med børn i børnehøjde, ellers kan vi risikere, at børnene ikke føler sig forstået. Vi ønsker at kunne styrke rådgiverne løbende med kurser i aktuelle problemstillinger, der optager børn, siger Bea Platou.

Sms-rådgivningen er åben fra mandag til fredag mellem klokken 16 og 18.

Powered by Labrador CMS