Smitte fundet i Ilulissat - flyvninger ud af Nuuk stoppes
En person i Ilulissat er smittet med coronavirus og flere i Nuuk.
- Vi har smittespredning i Nuuk og en smittet i Ilulissat, siger landslæge Henrik L. Hansen på et pressemøde tirsdag formiddag.
Landslægen siger på pressemødet, at de personer, der er smittet tidligst kunne smitte andre i lørdags. I alt fem personer i Nuuk og en person i Ilulissat er fundet smittet. Tre af de smittede er kontakter til personer i lufthavnsbyggeriet.
I Nuuk er problemet det, at to smittede har været i kontakt med nogle ret store grupper ved henholdsvis en kaffemik og en konfirmation i weekenden.
I Ilulissat undersøger man i øjeblikket situationen. Den smittede kom til Ilulissat fra Nuuk i går, og undersøgelserne vedrører i første omgang personer ved lufthavnsbyggeriet.
- Vi får afklaring i dag på, hvem der kan have været udsat for smitte, og så kan de blive testet indenfor de nærmeste dage. Det kommer vi med nærmere udmelding om, så snart der foreligger en konkret plan, siger Henrik L. Hansen.
Sejlads og flyvninger indstilles
Al flyvning og sejlads ud af Nuuk indstilles, fortæller landslægen videre på pressemødet.
Derudover kommer der umiddelbart ikke yderligere nedlukning i hovedstaden.
Udmeldingerne kommer efter, at der er fundet smitte uden for den boble, som man har forsøgt at opretholde omkring lufthavnsarbejdet.
I gang med at opspore kontakter
Landslægen fortæller, at man i Nuuk er ved at kontakte de mennesker, der har været med til kaffemik og konfirmation i weekenden, hvor de smittede har været til stede. Kontakterne kan være op mod 200 mennesker, anslår landslægen.
- Vi er tidligt ude i dette smitteudbrud, og vi har gode muligheder for at inddæmme det, siger Henrik L. Hansen.
- Det er afgørende, at vi får inddæmmet smitten, da det ellers vil vanskeliggøre vaccinationsprojektet, siger han videre.
Landslægen understreger, at der sagtens er nogen, der kan have været med til de her begivenheder, uden at have været i nærheden af smitte.
Klokken 12.30 vil testcentret i Nuuk blive åbnet. Det kan altså være op imod et par hundrede, der skal testes i dag. Det er KUN personer, der er blevet kontaktet af myndighedernes smitteopsporing, der skal gå i testcentet i dag, for at testcentret kan håndtere alle.
Ingen dokumentation for overtrædelse af regler
Landslægen siger, at der i øjeblikket er dokumentation for, at der er nogle karantænerestriktioner, der er blevet brudt i forbindelse med smitteudbruddet.
Selvom smitten formentlig er kommet fra ansatte i Munck-gruppen, som ellers skal være i karantæne.
Landslægen forklarer nemlig, at hvis medarbejdere skal udrejse fra Grønland, så kan de efter et stykke tid komme ud af boblen omkring lufthavnsbyggeriet.
Lufthavnsbyggerierne vil fortsætte indtil videre.
Uvist hvilken variant
Landslægen siger, at man endnu ikke ved, hvilken variant af coronavirus, der er tale om. Han forventer dog at kunne komme med den oplysning inden for én eller to dage.
Asii Chemnitz Narup kommer på pressemødet med en kraftig opfordring til, at alle, der får tilbuddet, tager imod vaccinen.
Blandt de nye smittede er der ikke nogle alvorligt syge, men de har symptomer. Det er yngre mennesker, der er tale om, som sjældent bliver alvorligt syge.
En person er fortsat indlagt på intensiv, men vedkommende er ikke i kritisk tilstand,