Smeltet is truer verden
Smeltet is er en kæmpe trussel mod alt liv. Derfor skal der handles nu, sagde Al Gore på klimakonference.
Arktis er verdens hjerte. Men hjertet trækker sig mere og mere sammen og bliver dermed mindre.
Sådan forklarede den tidligere amerikanske vicepræsident og klimaforkæmper Al Gore i går de smeltende ismasser, der flyder fra Grønland og Antarktis og truer med gøre millioner hjemløse og vende op og ned på økosystemet.
- Den globale opvarmning får isen til at smelte, og det har dramatiske konsekvenser. Det er vigtigt, at vi tager nogle drastiske beslutninger, når alverdens ledere senere på året mødes i København for at diskutere, hvordan vi løser problemerne, sagde nobelprisvinderen, der selv har kastet sig ind i klimadiskussionerne og vil deltage i FN’s klimatopmøde i København (COP15).
Den danske forsker, professor Dorthe Dahl-Jensen, bidrog med et nedslående budskab om, at de store ismasser i Grønland og Antarktis smelter langt hurtigere end hidtil antaget.
- Vi troede, at vandstanden i verdenshavene ville være steget med 30-35 centimeter i 2100 på grund af CO2-udledningen. Men vores nyeste resultater viser, at det vil dreje sig om en hel meter til den tid, lød det fra Dorthe Dahl-Jensen.