Slut med det kolde gys
Svømmebassinet i Ittoqqortoormiit har fået varmepumpe.
Badebassinet i Ittoqqortoormiit er en vigtig sommerbeskæftigelse for byens børn.
Privat
Når børnene i Ittoqqortoormiit i den kommende
sommerferie hopper i byens badebassin, bliver det i opvarmet vand med
sydlandske swimming-pool-temperaturer – og ikke de ishavstemperaturer, som de
ellers er vant til.
Badebassinet, som blev taget i brug i 2019, fik
sidste efterår installeret en varmepumpe, kort før sæsonen sluttede.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
- Varmepumpen kom med sidste skib i september
sidste år, så vi har endnu ikke haft den i fuld drift, så vi har ikke lagt os
fast på endelige temperatur, men jeg tør godt love, at det bliver så varmt, at
alle – selv de mest kuldskære børn - kan få glæde af bassinet, siger Charlotte
Pike, der er afdelingsleder for Kultur- og Fritid i Ittoqqortoormit.
- Badebassinet er et godt sommerferie-tilbud
for børn, der ikke kan komme ud at rejse. Desuden lærer børn at svømme og
udføre livredning – og så er der også det rent sociale aspekt i at være sammen
med vennerne.
Risiko for isbjørne
- Vi har ellers en fin badestrand med masser
af strandsand ved Hvalrosbugten tre kilometer fra byen. Men det er stor risiko
for isbjørne. Det er heller ikke muligt for børn at komme dertil, når mor og
far er på arbejde, oplyser Charlotte Pike.
Varmepumpen kostede knap 20.000 kroner. De
penge blev betalt med halvdelen til hver af Lions Club Løgstør og Lions Club
Internationals Grønlandsudvalg. De to organisationer har i år bevilget
yderligere 100.000 kroner til badebassinet i Ittoqqortoormiit.
- De penge skal bruges til et betonunderlag,
så grunden er lige og ikke grusbelagt, siger Charlotte Pike.
Samarbejdet mellem Ittoqqortoormiit og Lions
Club Løgstør er kommet i gang via sygeplejerske Benedicte Buren fra Løgstør,
der ad flere omgange har arbejdet på sygehuset i Ittoqqortoormiit.
Driften af badebassinet i Ittoqqortoormiit
betales af Kommuneqarfik Sermersooq.