uafhængighed

Skotland beder formelt om ny folkeafstemning om uafhængighed

- Den skotske befolkning må have ret til at udøve selvbestemmelse, siger den skotske førsteminister

- Den skotske befolkning må have ret til at udøve selvbestemmelse, siger den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon
Offentliggjort

Skotlands regering bad fredag formelt den britiske premierminister, Theresa May, om tilladelse til at holde endnu en folkeafstemning om uafhængighed af Storbritannien.

Det forværrer en forfatningsmæssig krise udløst af brexit-folkeafstemningen.

Den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, henviser til en lov fra 1998 om skotsk selvstyre. Hun beder premierministeren om at vedtage en forordning, så skotterne kan holde en folkeafstemning om løsrivelse.

- Den skotske befolkning må have ret til at vælge sin egen fremtid - kort sagt ret til at udøve selvbestemmelse, skriver hun.

Sturgeon understreger, at hun håber på konstruktiv dialog med London-regeringen.

Det skotske parlament bakkede ved en afstemning tirsdag op om, at Skotland holder en ny folkeafstemning om uafhængighed.

69 skotske parlamentarikere stemte for og 59 imod. Sturgeon ønsker, at den ny afstemning skal finde sted i slutningen af 2018 eller i 2019.

Datoen skal fastlægges, når betingelserne for en britisk udmelding af EU står mere klart, siger hun.

Regeringen i London sagde umiddelbart efter afstemningen i Edinburgh tirsdag aften, at den ikke vil gå ind i forhandlinger om at holde en ny afstemning om uafhængighed inden for de kommende to år.

- Det vil være uretfærdigt over for befolkningen i Skotland at bede dem tage en afgørende beslutning uden den nødvendige information om vores fremtidige forhold med Europa eller om, hvordan et uafhængigt Skotland ville se ud, hed det i en meddelelse fra den britiske regering.

Skotterne holdt i 2014 en folkeafstemning om uafhængighed. Det endte med et snævert flertal for at forblive i Storbritannien.

Men med den kommende britiske udmelding af EU mener Sturgeon og et flertal i parlamentet, at præmisserne har ændret sig så betydeligt, at der er grundlag for at spørge de skotske vælgere igen, om de ønsker at forblive en del af Storbritannien.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS