Skattestyrelsen: Kontanter fra ukendte skal selvangives
Tirsdag kunne flere medier berette, at der blev uddelt amerikanske dollar og kasketter i Nuuk. Styrelseschef Kim Neumann Nielsen understreger, at forældre til børn, som har modtaget penge, skal hjælpe deres børn med at anmelde modtagne penge til skattestyrelsen.
Jakob Nordstrøms søn på 11 år kom hjem efter skoletid med en 100 dollarseddel i lommen. Det er grænseoverskridende, siger Jakob Nordstrøm.
Foto: Privatfoto
Flere grønlandske borgere modtog amerikanske dollar i kontanter, der blev delt ud i hovedstaden Nuuk tirsdag.
Det har fået Grønlands skattestyrelse til at minde grønlænderne om, at alle indtægter - herunder også kontanter modtaget fra ukendte personer - skal selvangives.
Det skriver Grønlands skattestyrelse på Naalakkersuisuts hjemmeside onsdag.
"Welcome to America!"
Tirsdag kunne Sermitsiaq berette, at der blev banket på døre og uddelt amerikanske dollar og kasketter til borgerne i Nuuk.
En gruppe amerikanske mænd, der var iført USA's stjerner og striber, blev set dele kontanterne ud i tykke bundter.
Ifølge TV 2 spurgte de amerikanske mænd unge grønlændere, om "de glæder sig til at blive amerikanere". Og i flere delte videoer på de sociale medier kan man høre "welcome to America".
Pengene er skattepligtige
Den grønlandske skattestyrelse henviser blandt andet til historier i medierne de seneste dage.
- I den sidste tid har der i offentligheden og dagspressen floreret historier om borgere, der har modtaget kontanter fra unavngivne personer, som uddeler flag, kasketter og kontanter med videre, skriver styrelsen og tilføjer:
- Skattestyrelsen ønsker at gøre opmærksom på, at alle indkomster, i hvilken som helst valuta, som udgangspunkt er skattepligtige og dermed også skal selvangives.
Styrelsen står til rådighed med hjælp, hvis man skulle være i tvivl om noget, lyder det videre.
Hvad skal forældre til mindreårige gøre?
En af dem, der efter en gåtur gennem Nuuk var blevet nogle kontanter rigere, var Jacob Nordstrøms 11-årige søn.
Det sagde han til det grønlandske medie Sermitsiaq tirsdag, hvor han kaldte det "grænseoverskridende", at fremmede mennesker havde uddelt penge til sønnen.
- Det oplever jeg helt klart som et bagholdsangreb. Og det er simpelthen klamt, undskyld sproget, at voksne mennesker deler penge ud til børn og unge. Det er virkelig over grænsen, sagde han.
Mange børn fik amerikanske 100 dollarssedler. I den forbindelse understreger styrelseschef i Skattestyrelsen, at forældre til børn, der har modtaget amerikanske penge under gårsdagens uddeling, skal hjælpe deres børn med at indregistrere de modtagne penge til skattestyrelsen.
"Nelk Boys" på mission for Trump
TV 2 kunne berette, at der var tale om amerikanske mænd, der går under navnet Nelk Boys.
De oplyste til mediet, at de står bag Youtube-kanalen Nelk Boys, der har over otte millioner abonnenter.
På det sociale medie X har de to mænd også delt et billede af dem selv iført de amerikanske stjerner og striber og med et stort billede af USA's kommende præsident, Donald Trump, i hånden.
- Make Greenland Great Again (gør Grønland storslået igen, red.), skriver Nelk Boys i opslaget.
Kuffert fyldt med 100 dollars sedler
Det vides ikke, hvor mange penge amerikanerne havde med sig og delte ud. I en anden sag, som Sermitsiaq har afdækket, er en sag om danske penge på en brilleetui, der var omkring 130.000 danske kroner, og fundet gav Grønlands Politi til at rejse en sag mod ejeren dengang.
Når en brilleetui kan indeholde så mange danske kroner, hvor meget kan en kuffert på normal størrelse så indeholde af 100 dollars sedler?
- Det har jeg ingen anelse om.
Der er lov om, hvor mange kontanter man må bringe med sig ind og ud af Grønland, og det er maksimalt 50.000 kroner.
- Man må gerne bringe flere penge med i kontanter, men så skal man angive det til toldvæsenet, understreger styrelseschef Kim Neumann Nielsen.