Siumut: Uroen vil ikke stilne af
Selvom formanden for Siumut, Erik Jensen gentagne gange har sagt at partiet står stærkt og solidt, vil den interne kritik ingen ende tage. Nu melder en tro frontkæmper sig i kritikernes rækker, nemlig kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq, Peter Davidsen.
Peter Davidsen er ikke hvem som helst i Siumut. Han er kommunalbestyrelsesmedlem og er ansvarlig for partiets regionsbestyrelse i Kommuneqarfik Sermersooq, han er forhenværende hovedbestyrelsesmedlem i moderpartiet, og han er en tro forkæmper for partiets ledelse med Erik Jensen i spidsen.
Men noget tyder på, at Erik Jensen og partiets hovedbestyrelse er ved at miste deres loyale støtter nu, hvor også Peter Davidsen offentligt bekender kulør om sin utilfredshed med partiets ledelse:
- Hvis ikke Siumuts folkevalgte og medlemmer ikke skal stå i uvished, må formanden med hovedbestyrelsens støtte komme med en klar udmelding om, hvordan Siumut kommer videre som et samlet parti, om hvordan fællesbestyrelserne og lokalafdelingerne, samt vores medlemmer i fællesskab kommer videre, påpeger Peter Davidsen i sit åbne brev.
Han henviser til den stigende kritik og påstand om, at partiet nu er blevet til en nikkedukke som fører en dag til dag politik, samtidigt med at fremtrædende medlemmer af Siumut forlader partiet.
Stiltiende formand og hovedbestyrelse
Peter Davidsen påpeger, at han er velvidende om at lokalafdelingerne har en pligt til at stille de rette spørgsmål om hvordan, man skal rette op på forholdene.
- Det er urovækkende, at Siumut er tilbageholdende at melde ud omkring de store sager – hvad vil vi?
Han kritiserer formanden for partiet samt hovedbestyrelsen i at være alt for passive og stiltiende:
- Siumut arbejder for at folk i fællesskab frit og i samarbejde udvikler sig, samt at sprede denne tankegang så den accepteres bredt. Og dette forpligter formanden på vegne af partiet klart melder ud om målsætninger i de store sager, sådan at befolkningen kan følge med og blive orienteret!
Han henviser som eksempel til spiralsagen samt processen med fiskeriloven, hvor han savner klare udmeldinger fra moderpartiet.