Siumut: Udskyd fredning af pukkelhvaler
Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq skal i dag afgøre, om man skal gennemføre en fredning af pukkelhvaler i Nuuks fjordsystem. Der er lagt op til debat, idet Siumut ønsker sagen udskudt.
Høringen angående en fredning af pukkelhvalerne i Nuup Kangerlua er slut, og der indløb i alt 27 høringssvar, hvor kun et enkelt var negativ over for det nye tiltag.
Det er Nuuk Fisker og Fangerforening NAPP, der er utilfreds med en fredning, og den henviser til udfordringerne med bundgarn. Det fremgår imidlertid af sagsfremstilingen til kommunalbestyrelsen, at der ikke er indgivet nogen ansøgning om bundgarnsfiskeri.
Mindretalsudtalelse
Mandag indstillede et flertal i Økonomi og Erhvervsudvalget, at en fredning skulle gennemføres, men Siumut kom med en mindretalsudtalelse og afviser indstillingen.
Siumut begrunder sin afvisning med, at man ønsker, at sagen bliver behandlet i den kommende valgperiode med et ønske om, at de oprindelige folks rettigheder i FN bliver undersøgt og på grund af manglende økonomiske tilpasninger og oplysninger i sagen.
Mødestart
Hvis et flertal i kommunalbestyrelsen overhører Siumuts indsigelser kan fredningen gennemføres, idet Selvstyret ikke skal revidere forslaget.
Kommunalbestyrelsen indleder sit møde i dag klokken 15.30.
Læs også: WWF: Kæmpegave hvis pukkelhvaler fredes