Siumut: Skal Kommuneqarfik Sermersooq sættes under administration?

Peter Davidsen fra Siumut-gruppen i kommunen kritiserer, at Inatsisartut er ved at træffe beslutningen om hjælp fra Danmark hen over hovedet på kommunen

Offentliggjort

Det er kommunens ansvar at rette op på forholdene for børnene i Tasiilaq, sådan som de bliver beskrevet i dokumentaren 'Byen hvor børn forsvinder'. Det fastslår Peter Davidsen, der er formand for Siumut-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Såfremt kommunen ikke magter at løse denne opgave, så er det Kommunens ansvar at henvende sig til Naalakkersuisut for at hente hjælp, siger han i en pressemeddelelse.

- Jeg spørger derfor borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) og første viceborgmester Randi V Evaldsen (D) om vi på baggrund af de problemer der hersker indenfor det sociale område i Tasiilaq, har brug for hjælp?

Peter Davidsen gør opmærksom på, at kommunalbestyrelsen endnu ikke har haft lejlighed til at drøfte de problemer og spørgsmål, som dokumentaren rejser.

- Nu er der så ved at være et flertal i Inatsisartut der kræver at Naalakkersuisut skal henvende sig til Danmark for at hente hjælp, og det kan forstås som at Inatsisartut vil tage sådanne beslutninger hen over hovedet på kommunen.

- Derfor får jeg lyst til at spørge Inatsisartut der ønsker at få hjælp udefra: ”Skal Kommuneqarfik Sermersooqs socialforvaltning under administration af Naalakkersuisut, i henhold til Inatsisartutlov nr. 29 af 17. november 2017 om den kommunale styrelse?”.

Siumut-gruppe ønsker status over indsats

Naalakkersuisoq for sundhed og sociale anliggender, Martha Abelsen (S) har i en pressemeddelelse udsendt i går gjort det klart, at hun - om nødvendigt - er parat til at sætte kommuner under administration.

- Der findes allerede muligheder i lovgivningen for at suspendere en kommunes forvaltning af hele eller dele af det sociale regelsæt, når der foreligger væsentlig tilsidesættelse af kommunens forpligtelser eller borgernes rettigheder, lyder hendes udmelding.

Peter Davidsen (S) mener, at det nu haster for kommunen at finde ud, hvad man vil gøre ved problemerne og om man har brug for hjælp fra Selvstyret.

- Siumut Kommuneqarfik Sermersooq ønsker at man med udgangspunkt i Tilsynsrapport af 2016 om Tasiilaq skal foretage opfølgning og indsats således at Kommunens og Naalakkersuisuts repræsentanter i samarbejde får vurderet om man kan færdiggøre de anbefalinger der er i tilsynsrapporten.

- I forbindelse med ovenstående bør der hurtigst muligt foretages en opfølgning, således at et flertal i kommunen kan gå sammen om at få fremlagt en officiel redegørelse for de tiltag der er i gang og en status for hvor vi står lige nu.

Powered by Labrador CMS