kommunedeling
Siumut fastholder afstemning om kommunedeling
Der bliver afholdt vejledende folkeafstemning om deling af Qaasuitsup Kommunia den 25. marts
Et klart flertal i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia har afvist Inuit Ataqatigiits forslag om udsættelse af en vejledende folkeafstemning om kommunedeling. Afstemningsmaterialet bliver nu udarbejdet, og der bliver lavet oplysningskampagne i hele kommunen.
Læs: IA i nord: Udskyd folkeafstemning til efteråret
Inuit Ataqatigiits gruppe, der har fem mandater i Qaasuitsup Kommunia, mener, at det er urealistisk at afholde den vejledende folkeafstemning om kommunedelingen den 25. marts. Inuit Ataqatigiit finder det problematisk, at der endnu ikke er blevet udarbejdet oplysningsmateriale om afstemningstemaet.
Læs: Kommunedeling bliver sendt til folkeafstemning
Oplysningskampagne
Men et klart flertal i kommunalbestyrelsen holder altså fast ved, at afstemningen skal afholdes den 25. marts.
- Vi har pålagt demokratiudvalget at udarbejde afstemningsmateriale. Der bliver også lavet en plan for oplysningskampagnen, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph fra Siumut til Sermitsiaq.AG.
Han mener ikke, at det er urealistisk at lave oplysningskampagne, inden borgerne i Qaasuitsup Kommunia skal stemme, om kommunen skal deles i to kommuner.
- Tilhængere og modstandere af kommunedelingen skal i fællesskab afholde borgermøder, inden folkeafstemningen for at sikre, at begge sider bliver hørt, siger Ole Dorph.
Siumut-gruppen, der har 13 mandater i kommunalbestyrelsen, mener også, at en udsættelse af folkeafstemningen blot vil udskyde processen.
- Naalakkersuisut vil afholde evaluering af kommunedelingen i maj. Det er derfor meget vigtigt, at vi hører befolkningen inden evalueringen, siger Palle Jeremiassen fra Siumut-gruppen til Sermitsiaq.AG.