kommunalvalg 2017
Siumut er splittet i Qaasuitsoq Kujalleq
Siumut i Qaasuitsoq Kujalleq er splittet efter nattens forhandlinger, hvor fem medlemmer lavede en aftale med IA om fremtiden i kommunalbestyrelsen.
Enok Sandgreen, der fredag troede, at han kunne sætte sig i borgmesterstolen i Qaasuitsoq Kujalleq, fordi han havde lavet en aftale med Atassuts Naja Petersen, havde gjort regning uden vært.
Mærkeligt forhandlingsforløb
- Det har været et meget mærkeligt forhandlingsforløb, fastslår Siumuts Otto Jeremiassen, der på vegne af fem Siumut-medlemmer indgik aftalen med IA sent i nat.
Læs også: Drama i nord – Ane Hansen bliver alligevel borgmester
Dermed står Enok Sandgreen og Nikolaj Jeremiassen uden for aftalen, selv om de er valgt for Siumut i kommunalbestyrelsen.
Uvis fremtid for to medlemmer
Det er uvist, om de to vragede Siumut-medlemmer vil støtte flertalsbeslutningen eller forlade partiet. Hverken Otto Jeremiassen eller Sermitsiaq.AG har haft held med at få Enok Sandgreen i tale.
- Vi har ringet og SMS’et til Enok Sandgreen uden at høre noget som helst, oplyser Otto Jeremiassen.
Bredt samarbejde vigtigt
Otto Jeremiassen forklarer om forløbet og den overraskende aftale, der blev indgået i nat:
- Enok Sandgreen udråbte sig selv som borgmester fredag. Det kan man bare ikke gøre, når man kun udgør et mandat. Sådan fungerer det ikke. Der skal være bred enighed i gruppen, og det var der ikke bag Enok Sandgreen, understreger Otto Jeremiassen, der fastslår, at det er vigtigt med et bredt samarbejde i kommunen.
Læs også: Ane Hansen: Fornuften sejrede
- Vælgerne har efterlyst et bredt samarbejde, hvilket er vigtigt, siger Siumuts forhandlingsleder i Qaasuitsoq Kujalleq.
Han oplyser, at de to Siumut-medlemmer er velkomne til at fortsætte i partiet.
- De er ikke udelukket fra partiet. Hvis de kan støtte op om aftalen, vil det være godt. Men som sagt har vi ikke kunnet få fat i dem, siger Otto Jeremiassen.
Han oplyser, at Siumut senere i dag vil afgøre, hvem der skal sætte sig i 1. viceborgmesterstolen.
Jess Svane kan få comeback
Jess Svane, der fik flest personlige stemme af Siumut-kandidaterne, er oplagt.
- Vi skal mødes først og blive enige om, hvem der skal have posten. Det må være den rigtige måde at gøre det på, siger Otto Jeremiassen.